Almas splitter forretningen op i tre dele

Almas fokuserer på maskinerne og har udskilt to andre vigtige aktiviteter i selvstændige afdelinger.

Landbrugsmaskinforretningen Almas, tidligere Aalborg Maskinforretning, er en af de store landbrugsmaskinforretninger i Danmark, der allerede er godt i gang med at tilpasse sin forretning til de nye tider.

»Vi må tilpasse os til ændrede vilkår i landbruget med færre kunder og større enheder,« siger direktør Børge Vestergaard.

Dermed tilslutter han sig hovedkonklusionerne i en ny stor brancheanalyse, »Maskinhandleren i år 2020«, fra Danske Landbrugsmaskinfabrikanter.

Almas har stadig salg af landbrugsmaskiner med over 65 medarbejdere som hovedaktivitet, men virksomheden har samtidig valgt at udskille to andre vigtige aktiviteter i selvstændige afdelinger.

Kornafdeling solgt fra

Det gælder kornafdelingen, der er solgt fra til to tidligere aktionærer og to nye medarbejdere og nu er et selvstændigt selskab under navnet Almas Korn. Det giver ifølge Børge Vestergaard mulighed for at specialisere og udvikle den side af forretningen, der er blevet mere og mere international.

I marts blev have- og parkafdelingen tilsvarende udskilt som et selvstændigt selskab under navnet Almas Park & Fritid med fem ledende medarbejdere som medejere af det nye selskab.

Begge dele skete ifølge Børge Vestergaard som et naturligt led i virksomhedens udvikling og som del af et generationsskifte.

Passende afstand

»De forskellige afdelinger har hver sin kundegruppe og lever deres eget liv, for eksempel med egen hjemmeside, og det giver bedre muligheder for at udvikle forretningen,« siger Børge Vestergaard.

Den øvrige del af Almas med salg af landbrugsmaskiner og fortsætter i afdelingerne i Aalborg, Brønderslev og Hvam. Inden for landbrug forhandler Almas blandt andet hele programmet fra Claas, med mejetærskere, traktorer og snittere. Almas sælger desuden traktorer fra Valtra og produkter fra Indkøbsringen.

Ifølge Børge Vestergaard ligger de nærmeste forhandlere af de samme mærker henholdsvis i nærheden af Århus og i Vinderup.

Det er en nogenlunde passende afstand, mener han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle