Anima og Dyrenes Alliance - to sider af samme sag

Officielt har Dyrenes Alliance og Anima ikke noget med hinanden at gøre, men meget peger på, at de er samme organisation.

Ligesom DUF ikke valgte at bore yderligere i Thorbjørn Schiønnings ulovlige arbejde for Anima, valgte den heller ikke at spørge yderligere ind til forbindelsen mellem Anima og Dyrenes Alliance. Officielt har de ikke noget tilhørsforhold, men under overfladen kan Dyrenes Alliance godt ligne en til lejligheden oprettet ungdomsorganisation, der kan få del i millionerne fra DUF, efter Anima tidligere har fået afslag.

Flere sammenfald

Ud over at de to organisationers formålsparagraffer nærmest er enslydende, har Anima også tidligere ydet et tilskud på 200.000 kr. til Dyrenes Alliance. Samtidig var Thorbjørn Schiønnings engagement i Anima i 2009 mere end bare en projektansættelse, som han selv hævder. Flere gange i løbet af året arrangerer han pelsdemonstrationer for Anima, og han skriver også læserbreve og udtaler sig på organisationens vegne.

DUF har dog ved enkelte lejligheder spurgt ind til sammenfaldet mellem Anima og Dyrenes Alliance. Blandt andet da Dyrenes Alliance i 2008 sendte ansøgningen om tipsmidler i en Anima-kuvert. Dengang lød svaret fra organisationens bestyrelsesmedlem og nuværende talsmand, Linda Larsen, »at hun har arbejdet på et webdesignprojekt for foreningen, og at kuverten derfor lige var ved hånden.«

Ingen forbindelse

Thorbjørn Schiønning er i dag kampagnekoordinator hos Anima, og han har ikke ønsket at kommentere, hvorvidt der var et samarbejde mellem Dyrenes Alliance og Anima, da han var formand. Og heller ikke Linda Larsen, er særligt meddelsom. Vi ville gerne høre hende, hvilket samarbejde der er i dag, og hvorfor mange af de aktioner Dyrenes Alliance laver, har udløb fra Anima. Her står aktivisterne fra Dyrenes Alliance og deler materialer ud fra netop Anima, selvom organisationen får rigeligt med tilskud til at trykke dens egne.

»Der er ingen forbindelse overhovedet. Vi har stået og delt foldere ud fra Anima, men det gør vi med alle foreninger, som vil dyrene det bedste,« siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle