Bøvl med tast selv igen-igen

Igen i år forsinker it-systemet, hvor landmænd søger støtte, konsulenterne.

Det var lige ved at være for godt til at være sandt, da tastselv-systemet, hvor EU-støtten skal søges, virkede fornuftigt i februar. Men efter det blev marts, er systemet tilbage i den dårlige gænge, konsulenterne kender fra de tidligere år.

Det mener planteavlskonsulent Lars Bjerre Andreasen, Landbo-Limfjord.

»Svartiderne er lange, og der er ting, vi ikke kan se,« siger han og peger på blandt andet internet-markkortene, der er en meget vigtig del af ansøgningen.

Somme tider går det så meget i stå, at man må lægge ansøgningen fra sig og sende landmanden hjem, og så skal man have sagen frem flere gange og ulejlige landmanden en gang ekstra

Det betyder, at konsulenterne bruger urimeligt lang tid på ansøgningerne, og når man som Lars Bjerre Andreasen skal lave 110 af dem, svarer det til, at han bruger en til to uger ekstra, bare fordi det ikke kører, som det skal.

»Det er urimeligt, at man skal spilde så lang tid på grund af et it-system, og så netop nu, hvor vi burde være ude i marken,« siger han.

Selv tackler han det ved at køre ind på kontoret om aftenen, dels for at hale ind på forsinkelserne, dels fordi systemet kører lidt bedre, fordi der ikke er så mange på om aftenen. Det er værst kl. 10-12 og 14-16, oplever han.

Problemerne går også ud over landmændene, der betaler for den tid, konsulenten bruger på opgaven.

»Den tid, der er gået, er gået, så det bliver ikke billigere, men vi er nok tilbøjelige til at runde lidt ned, for landmanden kan jo ikke gøre for det,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle