Bogballe bygger verdens største liftspreder - igen

Med kombinationen af en bæltetraktor og stor sprederkapacitet med seks ton i kassen med Bogballes nye M6W er det muligt at gødske meget tidligt på sæsonen og opnå pæne merudbytter.

Bogballe har tradition for at have verdens største liftspreder i produktprogrammet. I 2002 satte firmaet med eksport til knap 100 lande ny standard med en fire ton spreder. Men blev i årene efter indhentet af de øvrige sprederproducenter.

På Agritechnica forrige år hævede Bogballe så igen overliggeren med yderligere to ton til seks ton i sin nye vejecellespreder, M6W, med 5.550 liters kapacitet.

Landmand satte det i gang

»Det var egentlig en landmand, der satte det i gang. Han kom til os og sagde, han skulle bruge en seks ton spreder til sin bæltetraktor, så han kunne komme meget tidligt ud og gøde sin vinterraps og få 500 kg frø mere pr. hektar,« forklarer Michael Lond, Bogballe.

Med M6W rammer Bogballe samtidig samme kapacitet, som andre producenter gør med gødningsvogne, men til den halve pris og med langt hurtigere kalibrering og større præcision på grund af de fritophængte vejeceller.

»Vi fremstillede den lidt som et statement om, at vi er bedst og størst til liftspredere, men den har faktisk solgt overraskende godt. Der er nemlig ikke bare en markant kapacitetsforøgelse ved at kunne have så meget gødning med og kunne køre tidligt i marken med for eksempel bælter, men også et merudbytte ved at få gødningen tidligt ud,« konstaterer Michael Lond.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle