Breve har fulgt læser i 46 år

Siden 1962 har Kirsten Kiel læst 'Brev fra...' i LandbrugsAvisen, som kan læses til venstre på denne side.

Kirsten Kiel sender breve fra Danmark til Argentina, Tyskland og Norge. Lige siden hun var barn, har hun haft pennevenner.

Det er dog ikke de eneste breve som betyder meget for hende. I LandbrugsAvisen har hun troligt læst 'Brev fra ...' siden november 1962. Den gang flyttede Kirsten Kiel og hendes mand på landet.

"Jeg har lært de kvindelige skribenter rigtigt godt at kende. Jeg identificerer mig med brevene, og jeg kan godt lide at høre om andres liv," forklarer hun.

Nu er Kirsten Kiel fyldt 71 år og har siden 2000 boet i en skovejendom tre km fra Haderup mellem Skive og Herning sammen med sin mand. Lige så længe har hun sendt breve fra LandbrugsAvisen videre til sin barndomsveninde siden første klasse.

"Vi diskuterer brevene, og vi er langt fra enige i det, kvinderne skriver. Men det skal vi heller ikke være," mener Kirsten Kiel.

Brevskribenten Anna Grethe Søberg er Kirsten Kiels favorit. Derfor gav hun hende en bog af Blicher. I den efterfølgende udgave af 'Brev fra Hørslev Bole' skrev Anna Grethe Søberg:

"En dame gav mig en lille bog af Blicher. Den er som en slikpose for mig. Jeg kan simpelthen ikke lade den være."

Kirsten Kiel synes, brevet var sjovt, men en anden historie gjorde endnu mere indtryk på hende. Ved juletid for nogle år siden skrev Anna Grethe Søberg i et brev, at hun mistede sin mand.

"Brevet står tydeligt for mig, for jul er en særlig tid, og så synes jeg, hun var alt for ung til at miste sin mand," husker Kirsten Kiel.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle