Brexit: Efter lettelsen kommer bøvl og benspænd

Årligt skal Arla nu udfylde 15.000 ceritifikater for at fragte varer til England. Hvor dyrt det bliver, og hvor omkostningerne skal lande, kan Arla endnu ikke vurdere.

En ny virkelighed ramte, da Brexit efter næsten fem års forberedelse blev en realitet.

Fra en lang og yderst usikker forhandlingsrunde med mange milliarder på spil endte det med et hørbart lettelsens suk i Arlas hovedkvarter. Nu følger så en hverdag med langt mere bøvl - og spørgsmålet om, hvem der skal betale for det.

»Vi er fortsat ved at sætte os ind i aftalen, der er på flere tusinde sider. Aftalen fjerner en betydelig risiko for Arla, og vi er selvfølgelig lettede over, at vi ikke endte med toldsatser på 30-55 procent, eller at det britiske pund blev sat under yderligere pres«, fortæller koncerndirektør Peter Giørtz-Carslen.

Selv om der kom en aftale, er brexit dog ikke let.

»Aftalen er ikke uden væsentlige benspænd. Nu bliver det som at handle med et tredjeverdensland, og vores første vurdering er, at vi årligt skal udarbejde 15.000 dokumenter, som vi ikke skulle tidligere«.

Det drejer sig om eksportcertifikater, sundhedscertifikater, men også dokumentation for ingrediensers oprindelsesland.

»Vi skal dokumentere, som når vi handler med Kina, men England er vores i særklasse største marked. Vi eksporterer 170.000 ton årligt fra Europa til England«.

Hvor ender regningen?

Hvor et hårdt brexit kunne have medført, at Arla kunne have følt det nødvendigt at flytte rundt på sit produktions-setup med store samlede specialproduktions-enheder, vil mejerikoncernen nu fortsætte som hidtil, melder Giørtz-Carlsen. Det betyder f.eks., at der fortsat vil blive sendt skyr fra tyske Upahl til UK, ligesom Starbucks-produkter skal eksporteres fra Esbjerg til de britiske forbrugere.

I en rapport fra London School of Economics, som Arla har betalt for, anslår forskere, at et udfald med en aftale, som det nu er endt med, vil betyde prisstigninger på op til 10 procent på mejerivarer.

»Det er for tidligt at sige noget om priserne. Vi kan se, at der er omkostninger, men vi skal forstå helt, hvad de er, og kunne dokumentere over for kunderne, før vi tager stilling til, hvordan vi henter dem«, forklarer Peter Giørtz-Carlsen.

Samme rapport melder, at eksporten til UK på sigt kan reduceres med 18 procent.

»England er og forbliver vigtigt for Arla. Vi er markedsledere på mejeri i UK og vi vil fortsætte med at udbygge vores marked«, fastslår direktøren.

Faktaboks

Storbritannien er nu tredjeland

  • Fra 1. januar regnes Storbritannien nu som tredjeland i samhandel. Handelsaftalen betyder dog fritagelse for told og kvoter.
  • Derimod skal der udfyldes en lang række af nye papirer, f.eks. eksportcertifikater og sundhedscertifikater. Dertil kommer, at UK forlanger veterinærkontrol, ligesom eksportører skal kunne dokumentere oprindelsen for samtlige ingredienser i de færdige produkter. 
  • Hverken Tican eller Danish Crown forventer store ændringer i samhandlen, efter at aftalen mellem EU og UK faldt på plads.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle