De vil ikke bytte præmien

Mogens Dall og Jens Gammelgaard vandt konkurrence om medlemsengagement og var tilfredse med gevinsten: En halv formandsdag.

To jyske landboforeninger, LandboSyd og Odder-Skanderborg Landboforening, vandt hver især en halv arbejdsdag fra Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, da de blev kåret som vindere af Landbrug & Fødevarers konkurrence om det største medlemsfremmøde ved årets generalforsamling.

De to foreningers formænd, Mogens Dall, LandboSyd, og Jens Gammelgaard, Odder-Skanderborg Lbf., fik overrakt præmiebeviserne ved landsformandsmødet på Sørup Herregård, og ingen af dem har tænkt sig at bytte gaven til noget andet.

Skal ikke samle sten

»Nej, det er ikke en bytter, og selvom det har været under overvejelse, vil jeg garantere Martin Merrild, at han ikke bliver sat til at samle sten til vores stenrev,« sagde Mogens Dall, formand for LandboSyd.

Både han og Jens Gammelgaard, Odder Skanderborg Landboforening, vil nu lægge hovederne i blød for at finde den bedste måde at udmønte formandens halve dag til glæde for deres medlemmer.

»Det finder vi ud af. I første omgang er vi bare glade og stolte over at have vundet,« sagde Jens Gammelgaard.

Ingen hemmelighed bag

Mogens Dall og LandboSyd vandt i kategorien større foreninger med et medlemsfremmøde på 21 pct., mens Jens Gammelgaard, Odder-Skanderborg Lbf., kunne byde velkommen til hele 54 pct. af sine medlemmer ved årets generalforsamling.

Begge formænd benægtede at have gjort noget ekstra for at tiltrække medlemmerne.

»Vi har altid mange deltagere, og derfor havde jeg også sat næsen op efter at vinde, indtil vi kom til generalforsamlingen, hvor jeg så, der manglede 50 af dem, der plejer at møde op. Så faktisk er vi normalt bedre vant end i år,« sagde Mogens Dall.

»Vi har heller ikke gjort noget særligt i år, men har altid stort fremmøde. Jeg gjorde, som jeg altid gør: Jeg fortæller, hvad der rører sig. Desuden har vi et uddannelseslegat, som vi uddeler hvert år. Vore medlemmer spænder da også bredt: De yngste er vel 18-20 år, og den ældste er 80!«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle