Deltagerne i Minus 30 FE har sparet 21 mio. kr. på et år

Bedre bundlinje og fagligt fokus er nogle af de gevinster, der foreløbig er hentet hjem for deltagerne i VSP-projektet Minus 30 FE.

Godt et år inde i VSP’s største demoprojekt Minus 30 FE er det blevet tid til at gøre status.

Det gjorde en af projektets tilknyttede svinerådgivere, Gefions Gitte Hansen, ved VSP’s årlige fodringsseminar, der blev afviklet for nylig på Hotel Legoland.

Hun kunne foran de knap 200 deltagere berette om, at der for de deltagende integrerede producenter er opnået store besparelser på foderforbruget og derved også opnået store økonomiske besparelser.

»Det første år er der i form af forbedret produktivitet og mindre foderforbrug sparet 21 mio. kr.,« fortalte Gitte Hansen.

Foderbesparelse på 9,5 mio. kr.

Det første år er reduktionen i foderforbruget for de 50 deltagende besætninger blevet opgjort til 9 FE pr. gris. Det svarer til 13,5 kr. pr. produceret gris.

Med i alt 700.000 slagtesvin hos de deltagende besætninger svarer det til 9,5 mio. kr.

»Det er trods alt en klat penge, der er sparet. Omregnet til fodermængder er det 6.600 ton foder eller 200 lastvognstræk,« fortalte hun.

Vist forskellige resultater

Produktiviteten er også gået frem blandt de deltagende besætninger. Antallet af årssøer er på et år steget fra 706 til 722 årssøer. Antallet af fravænnede grise pr. årsso er steget en gris fra 30,4 til 31,4. Endelig er slagtevægten gået i vejret fra 81,3 kg til 83,0 kg. Denne forbedrede produktivitet giver også bedre bundlinje. Alene fremgangen for antallet af fravænnede grise er anslået til at give et plus på 7,9 mio. kr.

Trods de positive takter i projektet kunne Gitte Hansen oplyse, at der er opnået meget forskellige resultater ude på staldgangen.

Mens 16 besætninger har haft et jævnt fald i foderforbruget, så er tendensen anderledes hos andre besætninger.

Fem besætninger har haft stigende foderforbrug pga. sygdom og andre forhold. Desuden har 19 besætninger oplevet, at foderforbruget i første omgang faldt, men ved næste opgørelse var forbruget igen steget.

Mange tiltag sat i søen

Gitte Hansen fortalte endvidere, at der på foderdelen har været arbejdet med valg af foderblandinger, faseskift og proteinniveau. Også vægtfylde og foderkurver har haft stort fokus:

»Kalibrering af transpondere har været nødvendig, idet der var op til 50 procents fejl i nogle besætninger.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle