Det er dyrt at løbe poltene for gamle

Både foderforbrug og holdbarhed udvikler sig uheldigt, hvis poltene løbes senere end 260 dage gamle.

Foderforbruget i soholdet svinger fra omkring 1.250 foderenheder til mere end 1.700 foderenheder pr. årsso. Med dagens foderpriser bliver det til en forskel på 1.000 kr. i dækningsbidraget, og vel at mærke uden at besætninger med lavt forbrug nødvendigvis har ringere effektivitet sammenlignet med besætninger med højt forbrug.

"En del af forklaringen på den store forskel i foderforbruget kan ligge i poltenes alder ved løbning," mener konsulent Sønke Møller, Svinerådgivning Vest.

Han anbefaler, at man løber poltene mellem 230 og 250 dage (cirka otte måneder), men i mange besætninger har han erfaring for, at over halvdelen af poltene først løbes, når de ældre end 260 dage.

For hver 21 dage, poltene som gennemsnit bliver ældre før løbning, stiger foderudgiften med 50 kr. pr. årsso. Når en besætning for eksempel først løber sine polte, når de er 275 dage gamle, svarer det til en foderudgift på 100 kr. pr. årsso

"Og det er vel at mærke uden, at besætninger, der løber poltene sent, opnår andre fordele med produktionen - tværtimod," påpeger Sønke Møller.

Han har nemlig også erfaring for, at polte, der er løbet sent, ikke har samme holdbarhed som polte, der er løbet tidligt.

En besætning, der løber poltene tidligt (230-250 dage), vil som gennemsnit have flere søer ældre end femte læg, sammenlignet med besætninger, der løber poltene sent (260-320 dage).

"Hvis man kører en besætningsanalyse, finder man altså den sammenhæng, at jo tidligere man løber poltene, jo flere søer holder til efter femte læg," siger Sønke Møller, men han understreger samtidig, at man ikke må blive fristet af at løbe poltene yngre end 230 dage gamle.

Han tilføjer, at besætningsanalyserne som gennemsnit viser et positivt resultat på kuldresultaterne af at løbe poltene tidligt frem for at vente, til de er ældre end 260 dage, så der er ikke hold i en antagelse om, at polte skal have en vis størrelse for at kunne holde til et langt liv som so.

mot@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle