"Det er en rigtig god ide, DC har fået"

Stine Mikkelsen er en af to soholdere, der deltager i DC ALL Free. Hun erklærer, at alle i besætningen er blevet dygtigere af projektet, efter fokus er rettet mod at producere uden brug af antibiotika.

Små hvide øremærker vidner om, at der sker noget specielt i Stine Mikkelsens farestald tæt på Nexø, Bornholm.

Hun er en af to soholdere, som siden årsskiftet har produceret smågrise uden brug af antibiotika.

Projektet blev hun involveret i, da hendes svinekollega, Karsten Westh, gerne ville have hende med i projektet, så de kunne sparre og udveksle erfaringer.

Hun var ikke svær at overbevise, for hun finder projektet meget sympatisk.

»Jeg synes, det er den rigtige vej at gå og en rigtig god ide, Danish Crown har fået,« siger Stine Mikkelsen.

»Det er en lille niche-produktion, men det bliver spændende om det kan lade sig gøre på sigt.«

Vigtigt med tidlige erfaringer

Hun er også glad for at være med i DC All Free af en anden grund.

»Vi er first movers. Vi er nogle af de første, der får gjort erfaringer med at producere grise uden antibiotika. Det er vigtigt, hvis der i fremtiden bliver stillet ydereligere krav til at reducere forbruget af antibiotika, så er vi på forkant med noget viden - også om det, der ikke kan lade sig gøre,« siger hun.

Dækker omkostninger

Deltagerne i DC All Free får dækket deres meromkostninger. I Stine Mikkelsens tilfælde omfatter det en lavere produktivitet, dog mangler der tal på tilvækst og foderforbrug, før omfanget kendes. Grisene bliver også mere uens i klimastalden. Hvad det betyder for den samlede effektivitet vides ikke endnu.

»Grisene er mere uens, og vi bruger mere tid på at passe grisene og har brug for at holde en højere hygiejne,« siger hun.

Faktaboks

  • Stine Mikkelsen
  • Nexø
  • 490 søer, 9.000 30-kgs-grise og 6.000 slagtesvin
  • Deltager i DC All Free

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle