DLBR forbereder valgkamp - skal vælge 10 til fora ved Seges

Rådgivningsvirksomheder i DLBR-samarbejdet lagde i denne uge køreplan for valg til Seges’ sektorbestyrelser og forretningsudvalg.

Der bliver kamp om pladserne, når de 25 rådgivningsvirksomheder i DLBR-samarbejdet skal sætte navn på de foreløbig 10 personer, som skal indtræde i sektorbestyrelser og forretningsudvalg ved Seges.

»Der er stor interesse for det her, og det er godt og konstruktivt. Men det handler først og fremmest om at få valgt de bedste folk til jobbet. Vi skal have nogle stærke kompetancer ind,« siger DLBR-formand Klaus Andersen, LandboSyd.

Valg i december

DLBRs bestyrelse mødtes onsdag i denne uge for at lægge køreplanen for proces og valg.

»Vi skal drøfte, hvordan vi vil placere DLBRs medarbejdere i de »kasser«, hvor vi nu har fået mulighed for repræsentation. Og vi skal beslutte processen for indstilling af kandidater til sektorer og forretningsudvalg. Selve valgene kommer formentlig til at foregå i begyndelsen af december,« siger Klaus Andersen.

»Vi vil i alt fald være klar 1. januar - det er målsætningen.«

10 kandidater skal vælges

Omorganiseringen af Seges betyder som udgangspunkt, at DLBR-virksomhederne får 10 pladser i sektorbestyrelser og forretningsudvalg.

Tre DLBR-direktører bliver i det nye set up medlemmer af Seges’ forretningsudvalg. Her er den øvrige kreds Primærbestyrelsens formandskab og formændene for sektorerne for Kvæg, Svin, Planter og den nye sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse.

Fire Seges-repræsentanter fordeles på de fire sektorbestyrelser for Kvæg, Svin, Planter og Økologi.

Og hele tre DLBR-repræsentanter får sæde i den nye sektorbestyrelse for Økonomi & Virksomhedsledelse.

Ikke øremærket direktører

Ifølge Klaus Andersen er det kun i Seges’ forretningsudvalg, at Seges’ pladser er øremærket til direktører.

I de øvrige sammenhænge kan stærke fagpersoner fra DLBR-virksomhederne lige så godt være det bedste valg, mener Klaus Andersen, som understreger, at det er hans personlige holdning.

»I sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse kunne jeg f.eks. tænke mig, at det ville være fint at stille én direktør og to fagpersoner.«

Klaus Andersen tilføjer, at det ved valgene vil være »et opmærksomhedspunkt« om et center får dobbeltrepræsentation i form af både folkevalgte og ansatte i samme forum.

Faktaboks

Global klimakonference

  • COP22 er FNs årlige globale klimakonference og en opfølgning på COP21 i Paris sidste år, der endte med den såkaldte Parisaftale, der skal sikre, at stigningen i den globale temperatur holdes under to grader.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle