Eksisterende stalde kan opgraderes

Der er plads til forbedring - selv for små midler - viser ny FarmTest, 'Optimering af eksisterende kvægstalde'

Der er skraberen, som ikke skraber gødningen helt ned til enden af stalden.

Der er betonspalten, som er sunket lidt ned og efterlader en ujævn flade med skarpe kanter til fare for ko-klove.

Og ja, klovbadet som ikke tømmes og fjernes, når det ikke er i brug, hvorved køerne går igennem en gyllesuppe ...

Situationerne er taget fra en ny FarmTest, som sætter fokus på mulighederne for at finjustere eksisterende staldanlæg.

Low budget-løsninger virker

"Der er plads til forbedringer," konkluderer Inger Dalgaard, bygningskonsulent hos VFL, Kvæg.

Hun ser landmændenes egen motivation som den største barriere for, at tiltagene udmøntes i praksis. Det er jo ikke lige altid, at tingene bliver gjort.

"Jeg forstår godt, at landmændene kan have svært ved at finde overskuddet af tid, men FarmTesten viser, at hvis man ofrer ressourcer på at ændre fejl, så vil man tjene pengene ind ved tidsbesparelser og øget sundhed i besætningen," siger Anja Juul Freudendal fra LMO, som har udarbejdet FarmTesten.

At ressourcer oftest også er penge, er hun udmærket klar over.

"Men vi har også fundet, at selv små low budget-løsninger kan have betydelig effekt," siger Inger Dalgaard og henviser til en bedrift, hvor landmanden investerede 6.000 kroner i en spalteskraber til at skrabe gangarealerne hos kvierne.

Et tiltag, som gav forøget klovsundhed.

"Det behøver ikke at være pompøst og koste en bondegård for at virke," siger Inger Dalgaard.

Du kan finde FarmTesten: "Optimering af eksisterende kvægstalde" på www.FarmTest.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle