Et selskab er skabt til at beskytte din formue

Omlægningen fra personlig ejet bedrift til selskab sikrer større fleksibilitet.

Landmænd kan passe meget bedre på deres formue, hvis de vælger at drive landbruget gennem et selskab. Det mener skattepartner René Møller Jensen i rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO. Han opfordrer landmænd til at få undersøgt mulighederne hurtigst muligt, da vinduet for skattefrie omlægninger lukker 30. juni.

»Landbrug er produktionsvirksomheder på lige fod med andre erhverv. Derfor skal landmændene naturligvis gøre sig de samme overvejelser som andre ejerledere, når det kommer til valg af selskabsform. Vores erfaringer viser, at mange landbrugsbedrifter vil opnå en række økonomiske fordele og en større fleksibilitet ved at sætte et A/S eller ApS bag deres virksomhedsnavn«, forklarer han og sammenfatter fordelene ved selskabsstrukturen sådan her:

  • Muligt at beskytte selskabets formue med holdingselskab.
  • Effektiv risikostyring og risikoafgrænsning.
  • Lettere at flytte likviditet mellem investeringstyper.
  • Ikke begrænsning ved formueplacering i aktier/værdipapirer.
  • Muligheder for optimering ved generationsskifte og frasalg.
  • Fleksibilitet ved internationale aktiviteter (skattefrit udbytte og ingen dobbeltbeskatning).

Det er nu

René Møller Jensen mener, at en betydelig del af de danske landmænd vil passe bedre på deres formue, hvis de valgte at drive deres landbrug som et selskab:

»Timingen for omlægning er god lige nu. Mange landmænd har afsluttet 2019 med et positivt resultat, og det tyder på, at 2020 bliver lige så godt. Det giver bedrifterne en økonomisk frihed, som bør få flere landmænd til at overveje en omlægning. Selskabsdriften vil nemlig forbedre deres muligheder for at investere en del af overskuddet og sikre fortsat formuevækst. Særligt nu hvor bankerne har indført negative renter på deres indskudskonti, og hvor der er begrænsninger på, hvad man må investere i via virksomhedsskatteordningen«, lyder argumentationen.

I dag har mange landmænd i fællesskab investeret i biogasanlæg, udenlandske aktiviteter og foderfabrikker. Hvis bedriften drives i selskabsform, har man nemmere ved at træde ind og ud af fællesinvesteringen uden at blive beskattet, og fri likviditet kan nemmere investeres.

Faktaboks

Alene eller selskab:

  • 85,5 pct. af bedrifterne er drevet som enkeltmandsvirksomheder. 
  • 5,8 pct. er selskabsejet.
  • I dag drives flertallet af de ti største svinebedrifter i selskabsform – enten A/S eller ApS.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle