Europa kigger ind i en ny dyster sæson for rapsproduktionen

Mads Kristensen, Senior Sales Manager, Commodity Sales, Jyske Markets

Den franske rapsproduktion har i de seneste par sæsoner tangeret de laveste niveauer siden 2004 og kigger allerede nu ind i en høst, der ikke tegner meget bedre for det kommende år. Selv om det endnu er småt med arealestimater for de europæiske rapsarealer, peger en tør sensommer på tværs af Syd- og Centraleuropa henimod en høst næste år, der ikke vender op og ned på den i øjeblikket snævre forsyningsbalance. Både franske og britiske rapsarealer spås for næste års høst at lande under niveauet for seneste høst. For Frankrigs vedkommende har der været estimater helt ned mod 1 mio. hektar sammenlignet med 1,12 mio. hektarer ved den seneste høst og et 5-års gennemsnit på 1,36 mio. hektarer. Og udfordringerne lurer ikke kun inden for Europa.

Agritel forventer, at de ukrainske rapsarealer for næste år vil ramme det laveste niveau i nyere tid. På trods af udsigt til nedbør i Ukraine bliver der sjældent tilsået ret store rapsfrøarealer efter 1. oktober. Dermed vil rapsarealerne få svært ved at blive øget betragteligt fra de nuværende estimater på 620.000 hektar. Arealer i den størrelsesorden svarer til produktionsestimater på 1,5 mio. ton, mod 2,5 mio. ton i 2020 og 3,5 mio. ton i 2019.

Med Ukraine som den traditionelt største eksportør af rapsfrø til EU vil det sætte den europæiske rapsfrøimport under gevaldigt pres i 2021/22, hvis ikke de dystre udsigter for den franske og britiske rapsproduktion opvejes af andre europæiske producenter. Alene i de første 3 måneder af denne høstsæson har EU importeret 966.582 ton rapsfrø fra Ukraine. Kigger vi på den totale europæiske rapsfrøimport fra Ukraine sidste år, udgjorde den 2,94 mio. ton, mens 5-års gennemsnittet ligger på 1,55 mio. ton – på niveau med de samlede ukrainske produktionsestimater for næste sæson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle