Ewers opdaterer blandingers råprotein

Brødr. Ewers A/S’ nye fodersortiment tager udgangspunkt i deres nuværende program, som opdateres med nyeste normer og viden.

Brødr. Ewers fravænnings- og smågriseblandinger bliver ifølge firmaet nu endnu mere produktionssikre og skånsomme, idet de opdateres med nyeste aminosyrenormer, der muliggør en reduktion af blandingernes indhold af råprotein.

På råvaresiden fastholdes det høje indhold af fiskemel, kartoffelprotein og fermenteret sojaprotein kombineret med en begrænsning på afskallet sojaskrå. Det høje indhold af organisk syre, som i flere år har kendetegnet Ewers’ smågrisefoder, fastholdes, da det passer godt til målet om reduktion af medicinforbruget i svineproduktionen.

Kødprocent og mavesundhed

For slagtesvin er Brødr. Ewers’ fokusområder for kommende sæson kødprocent og mavesundhed. Ifølge firmaet har de i indeværende sæson haft succes med TopKød til at afhjælpe lave kødprocenter, og blandingen tilpasses til kommende sæson til den nye UK-norm. Til besætninger, hvor mavesår driller, har Brødr. Ewers flere forslag til øget struktur. Fra ”90”-blandinger, som er 90 pct. piller +10 pct. valset og syrebehandlet byg samt foderblandinger i 6 mm piller, hvor en stor andel af kornet er groft formalet og den sidste findeling af foderet ved presning i 3,5 mm piller undgås. Samtidig opdateres eksisterende slagtesvinefodersortiment med nyeste aminosyrenormer.

Sofoderblandingerne er tilpasset søernes behov i de enkelte staldafsnit og findes i varianter med og uden roepiller. Fælles for blandingerne er, at de har en høj andel af byg + havre. Mavesundhed har i flere år været det store fokusområde. Derfor har Ewers strukturblandinger med groft formalet korn med tilsætning af valset byg i 6 mm-piller.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle