Fårehold i ulveland giver søvnløse hyrdetimer

Fårehyrde Berit Kiilerich og hendes får er ikke gået fri af ulveangreb. Men de hyrdede får er alt andet lige lettere at beskytte end forvildede naturplejedyr, siger hun.

Som fåreavler med bopæl ikke langt fra Stråsø Plantage er Berit Kiilerich og hendes får ikke gået fri af ulveangreb.

Sidste år var der to registrerede angreb på hendes får, men mørketallet er stort og samlet anslår hun, at hun har mistet et halvt hundrede lam til ulve gennem årene.

Som vandrehyrde har hun ikke mulighed for at benytte såkaldt ulvesikre hegn - de er alt for tunge at transportere rundt, hver gang fårene flyttes. I stedet står fårene om natten bag lette, mobile hegn.

I læmmesæsonen og når ulvene er aktive i området, bliver opsynet med fårene skærpet: Så våger hyrden - sommetider fastansatte Geeke, sommetider Berit selv - over fårene om natten.

Hyrden sover i sin bil med en vogterhund for nedrullede vinduer, så hunden kan få fært, hvis der kommer rovdyr. Når den knurrer lavmælt i natten ved hun, der er noget på færde.

»Så har jeg en lampe, så jeg kan lyse på fårene og se, om de ligger ned. Hvis de står op tæt sammen og ryster, så ved jeg, det er fordi, de er bange. Så er der noget«, siger Berit Kiilerich.

Bål på marken

Det er Berit Kiilerichs erfaring, at ulvene fortrækker, når de mærker menneskelig aktivitet. Derfor supplerede hun sidste år den natlige overvågning med bål i bålfade rundt på marken ved fårene.

»Det havde en god virkning«.

Alt i alt er ulven et faktum, hun accepterer som et vilkår, selv om hun efterlyser mere støtte og hjælp til de berørte husdyrproducenter. For sit eget vedkommende er hun glad for, at det tillidsfulde bånd, hun og Geeke som vandrehyrder har til fårene, gør, at de er lettere at holde samlet og rolige om natten. Det gør dem lettere at beskytte. Det er en af forskellene på hyrdede får og forvildede naturplejedyr, siger Berit Kiilerich.

Hun kan stadig genkalde sig den buldrende lyd af 100 løbende og panisk brølende kreaturer, som ulve i flere mørke nætter drev rundt i en indhegning tæt ved hendes bopæl. »En forfærdelig lyd«

Ejeren kunne intet stille op i natten, for dyrene var vilde af rædsel. Flere dyr brækkede benene under de natlige amokløb.

»Både får og kreaturer er jo byttedyr, sådan er det. Men fordi vi har rolige og tillidsfulde dyr, kan vi lettere beskytte dem om natten«, siger Berit Kiilerich.

Faktaboks

Svært at bevise

  • I 2020 blev to angreb af ulve registreret hos Berit Kiilerich.
  • Selv vurderer hun, at hun samlet har mistet et halvt hundrede lam til ulve.
  • »Men jeg skal bevise, de er taget. Det er unfair«.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle