Finansieringsbank åbner for udlån

2 milliarder kroner var der i kassen, da Landbrugets Finansieringsbank langt om længe åbnede for nye kunder torsdag. Men kunderne bliver først langsomt sluset ind.

Efter mange måneders forarbejde blev Landbrugets Finansieringsbank (LFB) omsider onsdag også en officiel realitet.

Med en banktilladelse fra Finanstilsynet og en registrering i Erhvervsstyrelsen har banken nu de formelle godkendelser på plads til at tage kunder ind.

Dermed kunne direktør Jesper Lyhne og hans 10 medarbejdere torsdag tage fat på arbejdet med at screene mulige landbrugskunder, der kan løftes fra Finansiel Stabilitet eller pressede banker over i den nye bank.

»Alt det arbejde, vi har lavet de sidste par måneder, kan vi nu få til at virke. Det har vi glædet os til,« siger direktør Jesper Lyhne.

Lån til jul og nytår

I alt 300 mio. kr. ligger på kistebunden fra pengeinstitutterne, Landbrug & Fødevarer samt Finansiel Stabilitet. Indskuddet gør, at der i første omgang kan låne op til 2 milliarder kroner ud.

Målet er, at op mod 200 landmænd kan være kunder i den nye bank.

»Der vil gå noget tid, før vi kan udbetale det første lån. Det bliver formentlig sidst på året. Fra vi får henvendelsen fra landmanden og pengeinstituttet i fællesskab, tager det noget tid, før vi får tingene behandlet og lavet de vurderinger og kreditbehandlinger, der skal til,« forklarer Jesper Lyhne.

»Vi kommer ikke til at have ret mange kunder før nytår. Måske bliver det mellem 10 og 20. Det er en lang proces at tage de nye kunder ind,« vurderer direktøren.

Ud af skraldespanden

Op mod 150 landmænd er i dag strandet i Finansiel Stabilitet, fordi de ikke har kunnet finde en ny bank.

Jesper Lyhne vurderer, at LFB vil overtage mellem 60 og 70 af disse over de kommende måneder.Derudover har banken mulighed for at løfte landbrugskunder over i LFB, fra trængte landbrugsbanker med høj eksponering i branchen.

Hvor stor en andel denne gruppe vil udgøre, har der været stor tvivl om, eftersom at den nye bank ikke må tage væsentlige risici.Sidst er et vigtigt mål med den nye bank, at den skal bidrage til at sætte gang i generationsskifterne ved at yde lån til unge, dygtige landmænd, så de kan købe ældre landmænd, der gerne vil på pension, ud af erhvervet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle