Fjern afgift på jordfordeling

Der er mange forudsætninger for at realisere vækstpotentialet i landbruget.

Vækstpotentialet kan og skal alene realiseres, hvis det er forbundet med, at landmændenes indtjening øges.

Jeg vil her fokusere på jordfordeling. Manglende realistisk mulighed for at gennemføre frivillige jordfordelinger er nok ikke landbrugets største problem – men det er til gengæld relativt overskueligt at løse.

Der er ubetinget ekstra omkostninger forbundet med transport med maskiner og mandskab mellem fjerntliggende markgrupper i en bedrift, hvor flere ejendomme er købt sammen.

Driftsøkonomisk vil det være en fordel for en plantebedrift at få omfordelt markerne, så de ligger så samlet som muligt.

Fordelen er endnu større for en animalsk bedrift, hvor grovfoder skal køres ind til hovedejendommen og gylle transporteres tilbage til fjerntliggende marker. Mest udpræget gælder det for økologisk mælkeproduktion.

Nogle deltidsbrug og specialiserede planteavlsbrug vil måske også finde det interessant at ombytte særligt naturegnede arealer og meget produktionsegnede arealer.

Hvorfor gennemføres der så ikke jordfordelinger?

Det er i sig selv en svær proces at aftale en jordfordeling.

Først skal man have fundet den eller de andre bedrifter, der skal byttes med. Så skal alle være enige om vilkårene, og endelig er der en del engangsomkostninger til at etablere og gennemføre selve omfordelingen.

Men værst er, at offentlige afgifter har gjort det reelt umuligt at gennemføre en jordfordeling. Ved frivillige aftaler skal der betales genstempling af alle tinglyste lån i hele de ejendomme, der modtager jord. Tinglysningsafgiften er på 1,5 procent.

Hvis der kom et ekstra areal til en ejendom, kan det måske forklares, at der skal betales afgift af værdien af det tilførte ekstraareal, men det er ødelæggende for jordfordelinger, at der skal betales af hele det lånebeløb, der er i de berørte ejendomme.

Natur- og Landbrugskommissionen har i sin anbefaling nr. 34 foreslået, at den afgift fjernes. Jeg opfordrer til at der handles nu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle