Flemmings ’Weekend-kød’ hitter i lokale forretninger

Flemming Lind afsætter selv et slagtedyr hver anden uge.

Tykkam, culotte-steg, steaks og kalveschnitzler lige til at tage med hjem til weekendens middage.

Flemming Lind, Mosens Limousine ved Skanderborg, har om nogen ramt plet med sin satsning på at tilbyde kunderne i de lokale supermarkeder omkring Skanderborg godt oksekød.

Fem dagligvarebutikker har indtil videre Flemming Linds oksekød som fast sortiment fredag til søndag, hvor købe-chancen for godt oksekød er størst.

»Jeg kan tilbyde de lokale butikker nogle produkter, som de ikke selv kan få hjem. Og de behøver kun at have det fra fredag formiddag til mandag morgen, hvor jeg tilbyder at hente overskydende produkter igen,« fortæller Flemming Lind.

Kortere afstand til forbrugerne

Den midtjyske kødkvægsproducent har foruden de fem butikker også en gårdbutik på gården ved Venge ved Skanderborg.

»Vi oplever en flot opbakning til gårdbutikken, men ikke alle har tid til at køre derud. Derfor opstod ideen om, at jeg skulle komme til forbrugerne i stedet. Og det stadigt stigende salg bekræfter mig i, at tanken er rigtig. Folk vil gerne købe godt kød, hvis det er nemt at få fat på,« forklarer Flemming Lind.

Det er halvandet år siden, at han startede med at sælge kød hos købmanden i Alken, og Dagli’ Brugsen i Sorring er den femte butik, der sælger kød fra Flemmings limousinekvæg.

»Vores motiv for at tage Flemmings kød ind er at fastholde butikkens kunder. Vi kan ikke tilbyde dem tilsvarende produkter fra Coop, men nu har de mulighed for at købe godt kød til weekenden,« fortæller uddeler i Sorring Dagli’ Brugs Finn Lorenzen.

Han ser det som en bonus, at kødet er produceret af en lokal landmand.

»Tiltaget med salg af lokalt kød rider på den nationale bølge med fokus på lokalproducerede fødevarer. Timingen er afgjort perfekt,« mener Finn Lorenzen.

Sælger flere kalve selv

For Flemming Lind betyder den stigende interesse, at han i langt højere grad end tidligere kan sælge sine kødkvægdyr selv.

»Vi får alle dyr slagtet hos Danish Crown i Aalborg og tager så selv et dyr hjem hver anden uge, som vi selv parterer og pakker. Det arbejde tager en slagter sig af. De dyr, vi ikke kan sælge selv, sælges til Frilands-koncepter,« fortæller Flemming Lind.

Der går tyre hos flokken på 120 limousinekøer året rundt for at kunne opretholde en kontinuerlig produktion af slagtedyr.

»At afsætte dyr på denne måde stiller krav til både produktion, afsætning og markedsføring. Men det er hele sliddet værd,« slår Flemming Lind fast.

Faktaboks

  • Flemming Lind
  • Mosens Limousine ved Skanderborg
  • 120-130 moderdyr
  • Afgræsser naturarealer

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle