Flere store dyr til Aulum dyrskue

Køer og heste møder talstærkt frem til dyrskuet i Aulum.

Med flot fremgang er der i år tilmeldt 316 store dyr mod 294 dyr i 2012 til dyrskuet i Aulum lørdag 10. august.

148 køer, kvier og derbykalve møder op fra de fire malkekvægracer og 53 stk. kødkvæg fordelt på 10 racer. Heriblandt 10 Charolais med bl.a. fire kvier importeret fra Frankrig. Inden for Dansk Holstein udstilles seks førstekalvskøer, der var med som derbykalve i 2011, og de skal nu kæmpe om den indbetalte pulje – rigtig spændende!

Der er tilmeldt 98 heste fordelt på ikke mindre end tyve forskellige racer - lige fra de store jyder og belgiere til de små miniatureheste og shetlandsponyer. Af spændende nye racer kan nævnes Svensk Ardennerhest, Palomino og Appaloosa-racen - en rigtig indianerhest. Der er lidt for enhver smag.

Der er desuden en bred udstilling af maskiner, inventar - og øvrige, der gerne vil sælge et budskab. "Ballonmanden" fra Viby (Erling Jensen) kan fejre sit 60 års jubilæum som ballonsælger og møder op med sin stand.

I det faglige telt bydes på råd og vejledning inden for de forskellige fagområder fra økologi til økonomi.

Dyrskuetalen er lagt i hænderne på formand for NNF (Nærings- og nydelsesmiddelforbundet) Steen Hartmann og dyrskuets nye formand, Jørgen Poulsen, fra Heden & Fjorden, der arrangerer dyrskuet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle