Fra bornholmske rapsmarker til koreanske luksusbutikker

Al rapsen er dyrket lokalt til Hans Hansens oliepresse i Aakirkeby, men kunderne finder han overalt i Danmark - og nu også i Fjernøsten.

Et skib med 4.800 guld-farvede flasker rapsolie er på vej fra Rønne til Sydkorea. Om en måned kan de købes i gavebutikker, og forhåbentlig er det kun første ladning. Rapsolien er med citron, hvidløg og trøffelsmag, og aftalen kom, da rapsoliens ejere var på fødevaremessen Anugamesse med L&F Økologi og fik skab kontakt med sydkoreanere, der også var i Køln i oktober.

Men for at nå så langt, så skal vi se lidt længere tilbage i tiden.

En tur til Sydsverige i 1999 blev skelsættende for landmand Hans Hansen. Dengang var han planteavler på Lehnsgaard i Østerlars, gården, som senere lagde navn til rapsolien. Gården købte Hans Hansen i 1983 efter uddannelsen fra Lyngby Landbrugsskole. I dag er han producent af rapsolie i stor stil. Virksomheden i Aakirkeby sælger rapskimolie til hele landet - og snart også til Sydkorea. Derudover også sennep fra bornholmske butikker med smage af alt fra lakrids til ramsløg. Noget af en succes, som Hans Hansen tager med vanlig ro og beskedenhed.

Det gik stærkt

»Det hele startede lidt tilfældigt med turen til Sydsverige, hvor min rejsekammerat i dag producerer bornholmsk pasta i stor stil«, starter Hans Hansen fortællingen om eventyret med raps.

Han fandt en gammel oliepresser i Ørebro, en af de første, som blev udviklet til at presse olie fra raps. Årene derefter blev især brugt til at eksperimentere med diverse olieholdige frøtyper, som kan dyrkes på Bornholm. Rapsen vandt, da rapsolien kan bruges til meget forskelligt.

I starten blev olien brugt til opvarmningsforsøg, brændstof til biler, men det var foderolie, der for alvor satte skub i produktionen. I 2003 startede han oliemøllen i Aakirkeby, oprindelig bygget som forskningsanlæg under navnet Bioraf.

Derfra gik det stærkt. Nu tappes der rapskimolie til den den danske detailhandel og foodservice i stor stil. I 2015 solgte han gården og koncentrerede sig nu helt om rapsolien, hvor seneste regnskab viste et overskud på 313.503 kr.

Lehnsgaards rapsolie er produceret af bornholmsk raps, som afskalles, før det koldpresses. Det forfiner smagen, giver olien den rene, gyldne farve, og betyder, at olien kan bruges til al madlavning.

Rapsolie er nemlig et rent produkt uden tilsætningsstoffer. Lehnsgaard Rapsolie er rig på enkelt- og fleurmættede fedtsyrer, og er derfor brugt af Hjerteforeningen, som anbefaler spiseolier i madlavningen.

»Det med Hjerteforeningen startede faktisk, da jeg havde en lille bod på Roskilde Dyrskuet tilbage i 2004. Jeg stod med min rapsolie, da nogle fra Hjerteforeningen kom forbi, og vi fik en snak om sundheden ved netop brugen af vores olie. Det blev til et samarbejde med diætister, og vi blev nævnt i en kogebog, der udkom i 300.000 eksemplarer. Så det var et held, vi lige mødtes der«, smiler Hans Hansen.

Tænk over, hvad konen siger!

Hans Hansen ser mange fordele ved selv at have været landmand i mange år. For eksempel tager han ud og syner de 10 - 15 landmænds marker inden høst, for at tjekke renhed med mere.

»Ved høst af rapsen går vi meget op i kvaliteten. Det er vigtigt med en ren og moden råvare, så bruger jeg lidt humor og fortæller, at det koster jo både dem og mig tid og ekstra penge at få renset rapsen. Tænk, hvis landmandens kone siger, at vores rapsolieflaske ikke ser så ren ud i farven og ikke smager, som den skal, ja, så må jeg jo henvise til hendes mand, som leverer råvaren«, siger Hans Hansen og opfordrer danske landmænd: »Vær stolte og op med hovedet. I har råstofferne til de gode produkter«.

Generationsskifte på plads

For to år siden kom bornholmeren Henrik Hansen med i firmaet. Han har en teknisk uddannelse kombineret med salg og markedsføring. Henrik skal med tiden overtage produktionen fra den 59-årige Hans Hansen.

»Vi er et godt match. Henrik kommer med de nye ideer og tanker, gode og knap så gode, men ved fælles hjælp og forståelse arbejder vi for en sikker vej til at drive firmaet videre. Nogle gange trækker jeg lidt den anden vej og minder om de kerneydelser og den kvalitetssikring, vi skal have som sikre parametre«, siger Hans Hansen.

»Jeg er stolt af, hvor bæredygtige, vi er og den cirkulære økonomi, vi kører med. Her er ingen spildprodukter, restproduktet fra rapsolieproduktionen - rapskagen - går til dyrefoder, hvor den erstatter import til øen. Desuden kører fabrikken på egen strøm produceret af solceller på taget, den ekstra strøm, der købes, er vindmøllestrøm«, fortæller Henrik Hansen.

Faktaboks

Gode betingelser

  • Bornholm er omkranset af Østersøen, hvor frisk luft og flest solskinstimer i Danmark skaber et perfekt klima for dyrkning af raps.
  • Et mildt forår og en solrig sommer er ideelt for rapsfrø, og det kan smages i den færdigpressede rapsolie af rapsens kim.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle