Fritzner: Jeg har ikke toppet endnu!

Efter 25 år som medlem af bestyrelsen på Axelborg brænder Povl Fritzner stadigvæk for landmændenes sag.

Han har set fem topformænd komme og gå, og han har haft »kraftige debatter« med dem alle. Blandt mange landmænd er han elsket for sin kompromisløse stil.

Povl Fritzner, markant formand for Østlige Øers Landboforeninger og lettere ustyrligt medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, kunne fejre en mærkedag på delegeretmødet i Herning. Netop da var det 25 år siden, den sjællandske ildsjæl og daværende formand for Næstved-egnens Landboforening blev valgt ind i De danske Landboforeningers bestyrelse.

Siden har han ikke sluppet tøjlerne et sekund, men er i dag det længstsiddende medlem af Landbrug & Fødevarers Primærbestyrelse. Uden planer om at ændre på dét.

»Jeg føler ikke, jeg har toppet endnu. Jeg bliver ved, så længe jeg får lov og synes, det er sjovt.«

Går sine egne veje

Povl Fritzner er kendt for at gå sine egne veje uden nødvendigvis at følge den slagne Axelborg-linje, når han føler stærkt for noget. Og det gør han jo.

Det viste han allerede i 1998, da han lagde sig ud med Uffe Ellemann og Venstre ved at opfordre landmænd til at stemme på Kristeligt Folkeparti.

»Min gamle far lærte mig, at man skal ikke skelne mellem partier. Man skal skelne mellem de mennesker, man møder,« siger Povl Fritzner.

»Sluger ikke alt råt«

Det var heller ikke partifarven men aldeles dårlig kemi med to socialdemokratiske ministre, der lå bag, da Fritzner senest frabad sig deltagelse af de to ved Roskilde Dyrskue, som han er formand for.

25-års jubilaren har også ved flere lejligheder støttet op om Bæredygtigt Landbrug, der er Landbrug & Fødevarers hårdeste kritiker. Men det er sagen, det handler om. Landmændenes.

»Jeg er ikke medlem af Bæredygtigt Landbrug, og jeg er tro mod Landbrug & Fødevarer. Men jeg sluger ikke alting råt,« siger Povl Fritzner.

»Hvis noget kan gavne danske bønder, så går jeg efter det. Det samlede billede må ikke ødelægges af, at der er to organisationer,« siger Povl Fritzner, der har et kolossalt netværk i hele landet - og en udtalt fornemmelse for græsrødderne.

»Ruller med skuldrene«

Povl Fritzners mangel på »partidisciplin« har kostet øretæver, også fra den til enhver tid siddende formand, H.O.A. Kjeldsen, Peter Gæmelke, Michael Brockenhuus-Schack, Niels Jørgen Pedersen og nu Martin Merrild.

Alligevel har han et godt forhold til dem alle, ikke mindst sidstnævnte, som han alle meningsudvekslinger til trods har et nært og tillidsfuldt venskab med.

»Der er da nogen, der synes, jeg er træls. Men jeg kan sige ting, som ingen andre kan. Og jeg kan rulle med skuldrene, så vi ikke bliver uvenner!«

Faktaboks

Povl Fritzner (65)

  • Gennem 25 år medlem af bestyrelsen i De danske Landboforeninger, Dansk Landbrug og nu Landbrug & Fødevarer.
  • Formand for Østlige Øers Landboforeninger og for Roskilde Dyrskue.
  • Viceformand i Gefion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle