Han vil forbedre produktionen yderligere

I fem år solgte Claes Erlang alle grise ved fravænning. Sidste år i maj tog han en nybygget smågrisestald i brug. Det har været en succes.

Selvom Claes Erlang er kommet godt gennem det første år med egen smågriseproduktion, falder hans blik konstant på områder, der kan forbedres.

»Vores vejehold viser, at tilvæksten dykker i uge tre, når vi skifter til sojaskrå,« fortæller han om en af de udfordringer, han og personalet arbejder med at løse.

En anden udfordring er at gennemføre hans ambition om, at alle fravænnede grise skal have opblødt foder i to uger efter fravænning.

»Målet er, at alle grise skal have en Porcimixer de første uger efter fravænning,« siger han.

Han forventer, at adgang til opblødt foder kan betyde, at grisene vokser et halvt kg mere i de første to uger.

På den måde er der hele tiden områder af produktionen der skal optimeres, men det er netop udfordringen for Claes Erlang.

Tre foderautomater?

Han har 35 grise på hver side af to tørfoderautomater. Det vil de fleste betragte som rigelig kapacitet.

Claes Erlang overvejer derimod, om han skal montere en tredje.

»Jeg kan se, der tit er kø omkring automaterne. Det betyder, at den mindste og svageste gris ikke får foder nok og måske vejer et kg eller to for lidt ved salg,« funderer han.

I det hele taget synes han, der er mange forbedringsmuligheder i hans ellers meget velindrettede smågrisestald med fire babysektioner, fire buffersektioner, otte almindelige sektioner og tre poltesektioner.

»De mange sektioner er guld værd, når vi snakkere staldudnyttelse,« fastslår han.

Han kan heller ikke komme i tanker om noget, han vil ændre, hvis han skulle bygge i dag.

Synergi

Han er overrasket over, så stor synergi hans sohold har oplevet ved at få en smågrisestald.

»Vi kan fravænne mere fleksibelt, vi undgår pattegrise i farestalden, og vi får flere kuld pr. årsso,« opsummerer han.

Han har ikke oplevet negativ effekt ved at have søer og smågrise på samme site.

»Jeg er superglad for, at smågrise og søer er på samme lokalitet. Alt andet vil være en fejl,« siger Claes Erlang.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle