Hollænderne atter på banen

En ny bølge af hollandske landmænd kan være på vej til Danmark.

»Hollænderne er meget aktive. Det er absolut den største købergruppe. De synes, jord er billig i Danmark med priser på 125.000-140.000 kr. pr. hektar. Vi har fået virkelig mange henvendelser de sidste fire-fem måneder. De er med til at sætte priserne og markedet op,« siger ejendomsmægler Poul Erik Nielsen, EDC.

Ejendomsmægler H.C. Hansen, Agriteam Brørup, melder også om stigende interesse fra hollandske købere.

»For nogle er det med håb om en konjunkturgevinst og for andre er det for at opnå en bedre forrentning end de ellers kan få. De tænker mere langsigtet,« siger H.C. Hansen.

»Der er en større interesse, det må man sige. I 2009 var der slet ingen, men de sidste par år er der kommet nye købere til. I år har vi gennemført fem handler, og vi har ti på bordet,« siger Hans de Vries, der gennem de sidste 20 år har formidlet salg af 200 danske gårde til hollændere.

Det er især hollandske mælkeproducenter, der kommer her til landet for at drive landbrug.

»Det skal helst ikke være de store bedrifter men nogle, som har muligheden for at blive store,« siger Hans de Vries.

En anden gruppe er investorer med en pose penge, der er mere interesseret i jorden. De lejer typisk jorden ud eller laver pasningsaftale med maskinstationen.

»De nyetablerede er stadig den største gruppe, men nu har vi også købere, der bliver boende i Holland,« siger Hans de Vries.

I Holland koster jorden 300.000 kr. pr. hektar for kvægbrug og endnu mere for agerjord.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle