Husk din kritiske sans ved sprøjtning

DEBAT af Ghita C. Nielsen, landskonsulent, Seges

Vækstsæsonen er i fuld gang og dermed også sæsonen for plantebeskyttelse. Det fyger naturligt nok med anbefalinger om antal sprøjtninger og doser i de enkelte afgrøder fra både konsulenter fra DLBR, kemikalie- og grovvarefirmaer m.fl.

Der omtales bl.a brugerundersøgelser om, hvor mange sprøjtninger forskellige landmænd udfører i de enkelte afgrøder, og der holdes konkurrencer om dyrkning af forskellige afgrøder, hvor planteværn også indgår som en parameter. Man undrer sig indimellem over, hvor mange sprøjtninger der anbefales, og man fristes til at spørge: ”inen højere”?

Det er selvfølgelig lettere at rådgive om sprøjtning, hvis man ikke behøver tage hensyn til forsøgsresultater. Vi laver forsøgene, fordi vi vil belyse, ved hvilke strategier landmanden tjener mest. Der er derfor også en grund til, at antallet af behandlinger og doseringer fra konsulenter i DLBR-regi oftest ligger lavere end rådgivningen fra rådgivere, der har interesse i at sælge planteværn.

Landmænd har for mange hundrede tusinde kroner stående på deres marker, og man skal selvfølgelig i et vist omfang lade tvivlen komme markerne til gode, men man skal ikke i større stil anbefale en indsats, der aldrig eller yderst sjældent har været rentabel i forsøgene.

I landmænd skal derfor bevare jeres kritiske sans. Det er ikke sikkert, at I tjener mere, fordi der står en masse sprøjteopgaver på jeres blok, når firmarådgiveren er taget af sted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle