Af Anna Grete Søberg, Hørslev Bole
»Bedstemor, jeg ved godt, at bedstefar hed Knud, men hvem var Kjørmes Knud?« Mit ældste barnebarn går i første klasse, og hun undrer sig over mangt og meget. Spørgsmålet siger mig, at de dog synger i nutidens skole, og vi får os en snak om kyndelmisse, lysfest og Gammelmor i alle de varme uldklokker. Her i den grå vinter har jeg ellers mest lyst til at gå i hi som pindsvinet og hasselmusen, som vi sang om i min skole, tit må jeg til reolen for at finde den gamle sangbog »Arvesølv«, når en strofe af en sang har bidt sig fast i min bevidsthed.
Skolen er på tapetet i min daglige avis, de lange skoledage, som blev indført for få år siden, er til debat. Sommetider drager en lang kø af store eller små børn forbi min parcel ved foden af bakken, det er en klasse, som har ’motion’ på skemaet netop i den time for at holde resten af dagens indesidden ud og blive friske i pæren til at tage imod mere lærdom. Vi havde som små dengang en hel landsby med omliggende skove som ’motionssti’, ingen kontrollerede os eller frygtede, nogen skulle gøre os fortræd. Det var vort eget ansvar, om vi drattede ned af et træ eller gik i bløde i mosen. Skønt ’fjenden’ var i landet, havde vi det trygt og godt og frit.
I min tid gik vi kun i skole i tre timer året rundt, og jeg ville så gerne have gået meget mere, så jeg havde lært fremmede sprog, men noget fik vi da proppet ind i hovedet. Jeg har ofte skimmet mine voksne børns skriverier, sådan lige for kommaernes skyld.
De blev jo næsten afskaffet i 7o-ernes skolevæsen, tegnene. Min avis fortæller også om børn, der terroriserer deres lærer og mobber kammerater. Hvor er forældrene henne?
Jeg studerer lille Annas regnebøger og andet fra hendes taske, nye metoder bruges nu, og skolepligten er en gave så stor, alle børn har mulighed for at få grunden lagt til at blive nyttige borgere med lyst til at samle viden resten af livet. På mine ture rundt i landet møder jeg mennesker, som er dybt taknemlige for det grundlag for personligheden, de fik lagt i børneskolen. Og alle de sange, vi lærte, fylder stadig min tilværelse med glæde og poesi.
»Bedstemor, nu skal du sidde i sofaen, og du skal strikke«, jeg undrer mig lidt over den salut, men når jeg sidder der, kan jeg måske udstråle en ro, som de små mangler i deres skema. Alle voksne har så travlt med at skaffe til dagen og vejen. De små kryber sammen omkring mig, og så går snakken om stort og småt i deres lille verden.
Åh, gid dog skæbnen vil være dem nådig, alle vores små mennesker.
