Irsk model vil lette kvægbruget

Det irske forslag om at begrænse den interne omfordeling af landbrugsstøtten ser ud til at kunne vedtages på ministerrådsmødet i næste uge.

Der er lys i mørket for den danske kvægsektor: Meget tyder på, at et irsk kompromisforslag om at begrænse den interne udjævning af landbrugsstøtten kan samle bredt flertal blandt de 27 europæiske landbrugsministre, som mødes i Bruxelles 18.-19. marts for at slå de sidste søm i aftalen om landbrugsreformen.

»Det ser ud til, at der er lavet en pakke-aftale, som bl.a. indeholder den irske model,« siger Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i Landbrug & Fødevarer.

Aftalen betyder bl.a., at Frankrig får mulighed for at give ekstra støtte til de første 50 hektar og at Spanien slipper for at inddrage store pampas-arealer som nye, støtteberettigede landbrugsarealer.

Den irske model

»Den irske model« vil efter de beregninger, Landbrug & Fødevarer har kendskab til, betyde, at danske kvægproducenter »kun« får reduceret værdien af deres betalingsrettigheder med op til 10 pct. ved den interne udjævning af landbrugsstøtten.

Landmænd med almindelige betalingsrettigheder vil omvendt få forøget værdien af deres rettigheder med et beløb i størrelsesordenen 50 kr.

Mindre dramatisk

Det irske forslag er dermed langt mindre dramatisk end Kommissionens krav om en total udjævning af støtten pr. hektar senest i 2019. Det forslag ville have kostet en gennemsnitlig mælkeproducent 100.000 kr. om året, og den samlede kvægsektor omkring 600 mio. kr. om året.

 

Som ekstern omfordeling

Princippet i det irske formandskabs forslag er, at den interne omfordeling af landbrugsstøtten skal følge principperne i eksterne omfordeling mellem EU-landene.

Det vil sige, at betalingsrettigheder med en værdi under 90 pct. af det nationale gennemsnit forøges med 33 pct. af forskellen mellem den pågældende rettigheds værdi og det nationale gennemsnit.

»Det er en model, der passer Danmark rigtig godt, for den betyder, at vi ikke skal ud og finde de store beløb og dermed heller ikke behøver reducere så meget hos dem, der får over gennemsnittet. Tingene bevæger sig trods alt i positiv retning,« siger Niels Lindberg Madsen, som roser fødevareminister Mette Gjerskovs indsats.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle