Køber står tilbage med bøvlet, når stalden er for stor

Kender du typen, der får en god ide: Der er god plads i begge sider af kvægstalden, og hvis taget forlænges et par meter i hver side, ja, så bliver der mere plads til dyrene. Det kommer i sidste ende ind under betegnelsen dyrevelfærd.

Som sagt så gjort, og alle er glade.

Men er de nu også det?

For hvis udvidelsen af stalden IKKE bliver anmeldt til kommunen, og den initiativrige og ihærdige landmand nogle år senere sælger ejendommen til en ung landmand med lyst til at få foden under eget bord, ja, så viser det sig, at bygningen er noget større, end det er angivet i papirerne.

Det burde den unge køber vel egentlig bare være glad for. Han får mere for pengene. Men stalden kan senere komme til at volde ham store problemer i forhold til myndighederne, og tilbygningen, der aldrig blev registreret, kan i værste fald komme til at betyde, at han skal søge en ny miljøtilladelse eller skal igennem anmeldeordningen med alle de udfordringer, det giver.

Vi ejendomsmæglere tager som regel forbehold for den situation ved at skrive i købsaftalen: ”… såfremt ejendommens bygningsarealer er af afgørende betydning for køber, skal køber og dennes rådgiver sørge for opmåling … idet de angivne arealer tager udgangspunkt i BBR-ejermedd. … etc.”

Hvem klager over at få mere?

Selvfølgelig har sælger en loyal oplysningspligt, og selvfølgelig går sælger ind i handlen med den bedste hensigt. Dertil kommer, at den større stald vel egentlig kun er et gode. Hvem vil klage over, at man får mere for pengene i en handel?

Så kære landmand, kære sælger: Hvordan ser de kommunale registreringer ud på din ejendom? Er det registreret, det antal kvadratmeter stald og maskinhus, som ejendommen reelt omfatter?

Er det tilfældet, så er ejendommen klar til salg – og mægleren klar til at sælge.

For køber gælder, at der er grund til at foretage en opmåling og derved sikre sig, at antallet af kvadratmeter nu også er reelle. Når først der er gået nogle år, bliver det svært at vende tilbage med et krav, fordi ejendommen skal igennem hele miljøkravs-bureaukratiet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle