Kinas mælkeimport lader vente på sig

Markedsorientering af chefkonsulent Niels Ole Nielsen, Landbrug & Fødevarer

Den kinesiske import af mejeriprodukter er en meget vigtigt faktor i forsøget på at få vendt udviklingen og få gang i det globale opsving igen for mejeriprodukter. På det seneste har importen været reduceret kraftigt, da kineserne i foråret 2014 fik opbygget store lagre af især mælkepulver, som de nu er i gang med at bruge, så deres behov for at importere ekstra produkter har været nedadgående det seneste års tid. I de første fire måneder af 2015 importerede de 195 mio. kg, hvilket er et fald på 41 pct. i forhold til 2014.

Forventningen har tidligere været, at vi i løbet af andet halvår 2015 ville se en opadgående import, men nye tal fra det amerikanske landbrugsministerium, USDA, viser, at det nok ikke bliver i 2015 men først i 2016, at vi igen vil opleve en stigende kinesisk efterspørgsel.

Det er der flere årsager til. For det første var deres egenproduktion i 2014 højere end tidligere estimeret, mens forbruget var en anelse lavere. Det betød, at kineserne startede 2015 med et lager af sødmælkspulver, der var næsten dobbelt så stort som tidligere antaget, nemlig 300 mio. kg i stedet for 154 mio. kg. Dertil kommer, at de reviderede tal også viser en forventning om en højere egenproduktion i Kina i 2015, ligesom forbruget er sænket en anelse. Samlet set betyder det, at forventningen til årets kinesiske import af sødmælkspulver sænkes med en tredjedel - nemlig fra 600 mio. kg til 400 mio. kg. Og da halvdelen af denne mængde allerede er importeret i årets første fire måneder, vil det næppe medføre stigninger i importen resten af året.

Hvis prognosen holder, vil det resultere i, at de kinesiske lagre af sødmælkspulver samlet set falder til blot 89.000 ton, hvilket er det laveste niveau siden 2012. Det vil betyde, at der igen i Kina i 2016 vil være et behov for at øge importen betydeligt for at kunne følge med kinesernes øgede forbrug.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle