Klimavisionen er blevet fint modtaget

Det var kulmination på en intensiv proces, da Landbrug & Fødevarer sidste fredag præsenterede visionen om et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050.

L&F-direktør Morten Høyer har været en central figur i formuleringen af visionen. En uge efter lanceringen er han klar til at gøre en foreløbig status, og den er udelt positiv.

»Vi kan kun være tilfredse. Visionen har fået en fin og seriøs eksponering i medierne, som formentlig har været med til at flytte nogle holdninger ude hos den almindelige dansker. Sammen med Danish Crown og Arlas klimaudspil har vi nået fantastisk ud og fået demonstreret, at der er stor opbakning til klimakampen i landbruget og fødevarevirksomhederne,« siger Morten Høyer.

Politikere kvitterer

Han glæder sig særligt over, at mange politikere har kvitteret for visionen.

»Der har været mange meldinger om, at vores udspil er vigtigt og rigtigt, og at der skal sættes gang i de indsatser, der kan gøre vision til virkelighed. Uden politisk vilje til at levere de helt nødvendige indsatser inden for forskning og udvikling og indgå i partnerskaber med landmænd og virksomheder, så har vi ingen mulighed for at løfte opgaven. Det er også bemærkelsesværdigt, at en organisation som den grønne tænketank Concito ser gode takter i visionen. Det lover godt for det videre arbejde,« siger Morten Høyer, som sender en særlig tak til de landmænd, der har bidraget til at formidle budskabet ud.

»Vi har kunnet trække på en pulje af landmænd, der åbent og usentimentalt fortæller om, hvad de allerede gør for klimaet, og hvad de ser af muligheder i fremtiden. De er stærke ambassadører for fortællingen om, at vi vil kæmpe klimakampen, men at der også i fremtiden skal være en stor og effektiv produktion af fødevarer i Danmark,« siger Morten Høyer.

Visionen rammer bredt

Med en markant udrulning af klimavisionen på L&F’s sociale medie-platforme har der også været travlhed hos Julia Fennefoss Vollertsen, Head of Social Media.

Hun melder om stor udbredelse af budskaberne og anerkendelse fra de rigtige steder.

»Status er, at vi er nået ud til virkelig mange via de sociale medier. Der har været stor debat i kommentarsporene, og vi har kastet meget energi ind i at svare på spørgsmål og kommentarer. Der er selvfølgelig en del kritikere, som ikke tror på os og visionen, men det er som forventet,« siger Julia Fennefoss Vollertsen og fortsætter:

»Det gode er, at virkelig mange politikere og meningsdannere har været forbi vores opslag og liket eller givet en positiv kommentar. En god del af dem er ikke normalt blandt vores bedste venner. Det er en indikation af, at visionen rammer bredt.«

Faktaboks

Klima-neutral 2050:

  • Visionen: Det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt i 2050 med samme eller større produktion som i dag.
  • Forskning: Centralt i at nå visionen om et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050 er forskning via Seges og universiteter. Vi har ikke alle løsninger i dag. 
  • Samarbejde: Det helt afgørende er et samarbejde med politikere, myndigheder og andre organisationer om at finde de løsninger, der bringer os i mål.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle