Kommuner tolker gylle-regler vidt forskelligt

Landmænd risikerer træk i støtten for ulovlig gyllekørsel på frossen jord, fordi der ikke er nogen kontrolvejledning på området.

Kommunerne tolker reglerne om gylleudbringning på frossen jord forskelligt. Derfor er en række landmænd kommet i klemme og risikerer træk i støtten efter reglerne om krydsoverensstemmelse.

Det viser en række henvendelser fra landmænd til Landbrug & Fødevarer.

Det, der især giver anledning til uenighed, er husdyrgødningsbekendtgørelsens regel om, at man lovligt kan køre gylle ud på overfladisk nattefrost, hvis jorden tør op i løbet af dagen. Men hvor landmændene typisk bruger jordspyd og vejrdata som vejledning, er der eksempler på kommuner, der bruger mere subjektive skøn. Det fortæller specialkonsulent Annette Vibeke Vestergaard, Videncentret for Landbrug.

Nabokommuner uenige

»Vi ved, at mange kommuner har været ude og kontrollere, da landmændene kørte gylle ud i februar. Vi ved også, at nogle kommuner har sagt ok, når landmændene har vist dem en udskrift af Vejrdata fra DMI, som lovede optøning i løbet af dagen. Men der er også tilfælde, hvor nabokommuner på nøjagtigt samme grundlag har afvist det. Bl.a. mente en kommune, at når gyllevognen kunne køre på jorden, kunne der ikke være tale om overfladisk nattefrost,« siger Annete Vibeke Vestergaard.

 

Kommunerne skal vurdere

I Landbrug & Fødevarer påpeger miljøchef Anette Christiansen det uheldige i, at der rent faktisk ikke eksisterer nogen praktisk kontrolvejledning, som landbrug og kommuner kan holde sig til.

Ifølge både NaturErhvervstyrelsen, som administrerer reglerne om krydsoverenstemmelse, og Miljøstyrelsen, som er ansvarlig for Husdyrgødningsbekendtgørelsen, er det kommunerne, der konkret skal vurdere, om der er tale om ulovlige forhold.

Ifølge Miljøstyrelsen er det desuden op til den enkelte kommune at vejlede landmændene om, hvordan kommunen agter at kontrollere reglens overholdelse, så landmanden kan sikre sig mod anklager om ulovligheder.

»Vi glæder os til at høre, hvordan kommunerne har vejledt landmændene - jeg kender ingen eksempler på det. Vi har reelt en helt uholdbar situation for landmændene, hvor vi risikerer 98 forskellige måder at håndhæve reglerne på. Det her er noget, vi må tage op med Miljøministeriet,« siger Anette Christiansen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle