Kommunes metode er forfærdeligt svineri

Lodsejere er utilfredse med, at Herning Kommune har forsømt at skære grøde i Røjenkær Bæk i mange år for derefter at lave et vandløbsregulativ, der lovliggør det.

Herning Kommune har i to årtier forsømt at vedligeholde Røjenkær Bæk i og omkring habitat- og § 3-området Ovstrup Hede. Imens har lodsejerne kæmpet for at få kommunen til at skære grøde. Men på et lukket møde i byrådssalen har politikerne nu ændret vandløbsregulativet, så kommunen ikke længere skal vedligeholde vandløbet. Imens forsumper arealerne, og lodsejerne har vand i kældrene.

"Vi har kæmpet med kommunen i 15 år, fordi vi ville have skåret grøde. Der er kun lidt landbrugsland i området, men opstrøms er der masser af landbrug, og vi vil gerne være sikre på at kunne komme af med vandet. Men det ser kommunen stort på," siger Mads Poulsen, planteavler og formand for Røjenkær Bæk Vandløbslaug.

Et pennestrøg

Han er vred på Herning Kommune og kritiserer dens metoder.

"Havde jeg pløjet noget § 3-jord op, ville jeg få at vide, at jeg skulle lægge det tilbage til den oprindelige tilstand. Men kommunen lader området oversvømme og lovliggør så det hele ved et pennestrøg. Det er noget forfærdeligt svineri," siger Mads Poulsen.

Han forklarer, at kommunen masser af gange har lovet, at den ville gøre noget - og forsøgte også for et par år siden at skære grøde i en båd, men kunne ikke komme igennem fordi vandløbet var tilgroet.

"Engang var der engarealer, hvor der kunne gå kreaturer, men de er nu oversvømmede og tilgroede med væltede træer," siger han.

Klager over afgørelse

Vandløbslauget har allieret sig med miljøkonsulent Helle Borum i rådgivningscentret Heden & Fjorden.

"Vores problem er, at når der ikke gøres noget i habitatområdet, hjælper det ikke meget, at man renser op opstrøms. Der er for langsom passage. Nu er vi i gang med at skrive en klage over kommunens afgørelse, og så sender vi sagen i Natur- og Miljøklagenævnet," siger hun.

Lodsejerne tror dog ikke, at der kommer meget ud af den klage.

"Vi ved inderst inde godt, at den sag vinder vi ikke, men vi er forpligtet til at gøre noget. Det er hele princippet i, at kommunen kan gøre sådan noget," siger Mads Poulsen.

Overholder loven

Formand for teknik- og miljøudvalget i Herning Kommune Finn Stengel Petersen (S) påpeger, at kommunen har fulgt lovgivningen, når den har vedtaget, at området skal passes, lige som det er blevet det de seneste 10 år.

"Jeg kunne godt have tænkt mig at udfordre lovgivningen på dette område, men vi er pålagt store begrænsninger fra Folketinget, og vi har undersøgt, hvordan man har gjort det andre steder. Og der har vi et konkret eksempel fra Varde Kommune, hvor kommunen ankede en lignende sag, fordi den ville have lov at vedligeholde, men den tabte sagen," siger Finn Stengel Petersen.

Han forklarer, at det var en fejl, at ændringen i vandløbsregulativet blev vedtaget på et lukket møde, og at dagsordenen og papirerne derfra er frit tilgængelige nu.

mle@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle