Konkursbo kræver penge retur fra landmænd

Syv svineproducenter fik udbetalt penge fra Jutland Meat sidste dag før slagteriets konkurs. Nu vil kurator have pengene tilbagebetalt - så de kan gå til storbank i stedet.

Syv landmænd, der leverede svin til Jutland Meat, bliver nu mødt med krav om kontant tilbagebetaling af de penge, de fik udbetalt dagen før slagteriets konkurs sidste år.

Det er kurator i konkursboet, advokat Troels Tuxen, der har rejst kravet om tilbagebetaling med henvisning til, at kreditorerne skal stilles lige.

»Vi har i konkursboet rejst forskellige omstødelseskrav over for forskellige parter,« siger en meget lidt meddelsom Troels Tuxen, der hverken vil fortælle, hvem han kræver tilbagebetaling fra, eller hvor mange eller hvor store udbetalinger, der er tale om.

Ifølge talsmand for gruppen af svineproducenter, der leverede til slagteriet, Henrik Enderlein, så har syv svineproducenter fået krav.

»Vi er syv, der har fået udbetalt penge den sidste dag,« forklarer Henrik Enderlein.

»I mit eget tilfælde drejer det sig om et læs grise,« fortæller talsmanden, der sammen med de seks andre har fået advokathjælp i sagen.

Han vil heller ikke fortælle et beløb men forklarer, at der for nogle er tale om delbetalinger, andre hele afregninger af svin, mens der også for nogle er tale om udbetaling af en bonus optjent over længere tid.

»Vi er nu alle ved at vurdere, hvordan vi skal håndtere situationen, og hvordan den videre sag skal forløbe. Sagerne er uhyre forskellige,« siger han.

Går til storbanks kasser

En eventuel tilbagebetaling vil dog næppe komme de over 50 andre landmænd, der tabte penge på Jutland-konkursen, til gode.

FIH Erhvervsbank og den hollandske Rabobank havde nemlig sikret sig virksomhedspant i slagteribygningen, inventar og varebeholdninger for i alt over 80 mio. kr.

Først når disse penge - samt krav på over 40 mio. kr. fra Lønmodtagernes Garantifond - er kommet ind, kan de øvrige kreditorer få del i konkursboets penge.

Ifølge professor i konkursret Kim Sommer Jensen fra Aarhus Universitet gør kurator Troels Tuxen bare sin pligt.

»Det er på ingen måde usædvanligt, at der kræves tilbagebetaling i konkurssager. En af kuratorernes opgaver er netop at gennemgå, hvem der har fået penge den sidste tid op til en konkurs, sådan at man sikrer, at alle kreditorer er behandlet ligeligt,« forklarer han.

Leverandørgruppen overvejer fortsat, om de skal lægge sag an mod Jutland Meats ledelse for deres ansvar i konkursen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle