Kontrollør klokkede i reglerne

Karlo Nielsen stod til bøde og træk i Enkeltbetalingen, fordi kontrolløren ikke havde styr på reglerne.

Det var en sjuskefejl, der gjorde, at Karlo Nielsen fra Nykøbing Sjælland efter en kontrol i maj sidste år stod til en bøde på 15.000 og et træk i enkeltbetalingen på tre procent.

Kontrolløren fra NaturErhvervstyrelsen konkluderede, at Karlo Nielsen havde overtrådt harmonireglerne, som kan medføre bøde og krydsoverensstemmelse. Ifølge kontrolløren havde Karlo Nielsen 5,07 hektar harmoniareal i underskud. Men fordi der ikke var korrigeret for køernes afvigende alder og ydelse, var afgørelsen forkert.

»Min konsulent blev stjernetosset, da han hørte det. Han vidste præcis, hvordan det forholdt sig i min besætning, og at kontrolløren måtte have taget fejl,« siger Karlo Nielsen, som er irriteret over, at kontrolløren ikke havde styr på reglerne.

 

Konsulent på sagen

Planteavlskonsulent Anders Düring fra Gefion henvendte sig straks efter til kontrolløren for at gøre opmærksom på fejlen. I den anledning kom kontrolløren frem til, at harmonireglerne var overholdt, men at der var en overgødskning på 201 kg N, hvilket er under bagatelgrænsen og derfor ikke udløser bøde og støttenedsættelse efter krydsoverensstemmelsekravene.

Men heller ikke den afgørelse var Anders Düring enig i, for igen viste det sig, at kontrolløren ikke havde foretaget en type 1-korrektion, denne gang for kvælstoftilførslen. Fejlen kunne altså have været undgået, hvis kontrolløren havde været bedre inde i reglerne.

»Det er simpelthen mangel på viden og faglighed, når kontrolløren når frem til den afgørelse, for det er et punkt i vejledningen, som han har glemt at tage højde for,« siger Anders Düring.

 

Vil have betalt regning

Efter lang tids mailkorrespondance mellem Anders Düring og kontrolløren fik Karlo Nielsen en ny afgørelse på kontrollen, som »frikendte« ham i begge sager. Kontrollørens kommentar om, at kontrolprogrammet ikke tager højde for det, den skal, giver Karlo Nielsen ikke meget for. »Mine ting var i orden, og så er det ikke rimeligt, at jeg også skal have udgifter af det bagefter,« siger Karlo Nielsen, som derfor har sendt en regning på 1.600 kroner til NaturErhvervstyrelsen til at dække udgifter til konsulentbistand.

»Den har jeg fået afslag på,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle