Leder af Henrik Lisberg, LandbrugsAvisen
Det er på mange måder en sensationel, men også både opmuntrende og deprimerende historie, vi i denne uge kan fortælle om Viggo Conradsen og 1.100 andre landmænd, der lovstridigt blev trukket i hektarstøtte som straf for et plovspor for tæt på åen. Sensationel, fordi der er tale om så mange landmænd og en så entydig omstødelse af en afgørelse gennem mange år. Opmuntrende, fordi den beviser, at L&F’s jurister beviser, de er pengene værd. Og deprimerende, fordi den jo desværre afslører, at vi ikke kan stole på myndighederne.
I mange år har L&F og andre kæmpet politisk, f.eks. mod bygen af KO-regler. Organisationen har argumenteret og presset både embedsmænd og myndigheder. Men når diskussionen er slut, har man traditionelt haft tillid til, at tingene trods alt blev gennemført juridisk korrekt. Den tillid er væk nu.
Tværtimod er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at L&F må sætte jurister til at gennemgå love og regler for fejl. Vandplanerne var det helt oplagte eksempel, hvor det efter et højere juridisk skoleridt endte med, at planerne blev kendt ulovlige, fordi staten ikke havde overholdt sine egne krav til høringsfrister. Før det vandt Landsforeningen af Danske Svineproducenter en sag om svinetransporter og om bøder til svineproducenterne. Og også de nye vandplaner er på vej til domstolene.
Vi nægter at tro, at myndighederne bevidst strammer regler mere end lovene tillader. Problemet er snarere, at reglerne er lavet så indviklede, at embedsmændene ikke kan overskue dem og end ikke overholder de tidsfrister, man pålægger andre. L&F har oprustet og står i dag med juridisk ekspertise, der klart outmatcher medarbejderne i diverse styrelser. Demokratisk er det deprimerende igen og igen at skulle den vej. Men alternativet er værre, og man kan kun glæde sig over, at landbruget i dag har en samlet organisation med styrke til at slås også på de allermest bøvlede, juridiske slagmarker.
