Krydsningskvier skal kunne fodres billigt

Hvis man vil få en nogenlunde økonomisk forretning ud af at opdrætte kødkvægskrydsningskvier, så bør de fodres med store mængder græs og afgræsning.

Det var et af flere råd fra Per Spleth, specialkonsulent hos Seges Husdyrinnovation til et webinar om opdræt af krydsningskvier til produktion af rødt oksekød.

Danish Crown efterlyser netop nu mælkeproducenter og opfedere, som vil hjælpe med at tilvejebringe mindst 15.000 kvier årligt, der er krydsninger mellem kød- og malkerace.

»Hvis man vil fede disse kvier, skal staldforholdene være billige og fodringen ligeså«, påpegede Per Spleth.

750-800 gram tilvækst

Ud fra landmandserfaringer er det ifølge Per Spleth realistisk, at kvier, der er krydsninger mellem kødkvæg og stor malkerace kan vokse 800 gram om dagen og veje 575 kg levende svarende til cirka 310 kg slagtet ved 22 måneder. For jersey kombineret med kødkvæg kan man forvente en tilvækst på 750 gram om dagen og en slagtevægt på 280 kg ved 22 måneder.

Vil man ikke selv fede sine krydsningskvier, kan man tegne kontrakt med Danish Crown, som kan afsætte kalvene, når de er tre måneder gamle. Og det er en god alder at flytte kalvene ved, mener Per Spleth.

»Her er kalvene fravænnet mælken, de er i gang med at æde andet foder, og der optræder få sygdomme«, uddybede han.

I de første tre levemåneder skal kalvene fodres med mælk, kalveblanding og hø. Dernæst kan de fodres med kalveblanding, hø eller græsensilage, samt eventuelt afgræsning til de er otte måneder gamle.

»Herefter bør man stile efter at fodre dem med 80 procent grovfoder og eventuelt lidt valset korn, hvis grovfoderkvaliteten ikke er helt i top. Jeg foretrækker græsensilage, da man så ikke skal suppleringsfodre med protein«, sagde Per Spleth.

Man kan overveje at slutfede kvier de sidste to-tre måneder, da det kan gøre fedtet lidt lysere.

Slagtepræmie mangler

Seges har udarbejdet en budgetkalkule, hvor man med egne forudsætninger kan beregne økonomien i at fede krydsningskvier. Spørger man Per Spleth, bør man stræbe efter 2-2.500 kroner i dækningsbidrag pr. kvie.

»Man kan endnu ikke få slagtepræmie til de ældre kvier. Det vil klart forbedre økonomien, hvis det blev en mulighed«, påpeger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle