Kurator: Mærk nu efter, om det er tid at stoppe

- Oplever du en ændring i holdningen til konkurser?

»Ja. Især hos landmændene har der været en klar udvikling. Man er ikke så berøringsangst, og der er ikke samme nederlagsfølelse som i 2011-13, da de første konkurser kom op til overfladen«.

- Hvordan mærker du det?

»Jeg bliver i stigende grad kontaktet af landmænd, der selv ønsker at stoppe. De synes, at det bliver perspektivløst, og de vil gerne stoppe, mens de stadig har alder og helbred med sig«.

- Hvorfor synes du, at det er godt?

»Det gælder om at sige stop, mens der stadig er kræfter tilbage. Det kræver også kræfter at afvikle. Og skal man komme ud uden for mange sår på krop og sjæl, skal man sige stop i tide«.

- Hvordan ser du situationen for landbruget?

»Den gældsopbygning, der har været hos nogle, er efterhånden stor. Og lige nu er der ikke noget, der peger på, at indtjeningsmulighederne bliver bedre. Det går op for flere og flere, hvor håbløst det i virkeligheden ser ud, og hvor tiltagende urealistisk det er, at de bare får en positiv balance«.

- Er det gået op for alle?

»Der er rigtig mange, der stadig lever efter devisen ’en dag mere på gården’. Og så lukker man øjnene og holder ved for enhver pris. Det kan undre. For hvis man gerne vil arbejde gratis, er der jo frivilligt arbejde nok at få«.

- Men mange ser det at være landmand som en livsstil?

»Ja. Der har været en oplevelse af, at landbrug er en livsstil og noget særligt. Men jeg appellerer til, at man ligesom alle andre erhverv skal tjene penge. Landbrug er en forretning, og enhver investering og indsats skal give et afkast og en aflønning. Ellers skal man lade være. Men for mange har arbejdet givet lønnen i sig selv. De har stillet sig tilfreds for længe«.

- Hvorfor er det sådan?

»Det er menneskeligt, at når man er presset, mister man overblikket. Man bliver så optaget af den daglige kamp, at man ikke sætter sig ned en onsdag aften med en øl og kigger ud over markerne og tænker over, om det stadig giver mening. Hvis man tog nogle folk udefra og præsenterede dem for den hverdag, som nogle af de pressede landmænd har, ville ethvert fornuftigt menneske jo løbe skrigende væk. Og det ville en del landmænd også, hvis de så det ovenfra. Man bliver nødt til at mærke efter i maven og se på sit regneark. Hvad skal der til for, at man inden for 5-10 år kan få balance i tingene igen? Og er det overhovedet realistisk? Spørgsmålet er, om man har lyst til at forsøge. De 5-10 år mangler man jo så bagefter til at opbygge pension eller skabe en anden karriere«.

- Det er vel forståeligt nok, at man gerne vil give sit landbrug de chancer, det skal have?

»Mange har det sådan, at hvis man får bevilget likviditet for det næste år, så glæder de sig over, at de har fået et år mere og gør så ikke andet. Men de glemmer, at de også bliver et år ældre og bliver mere slidt. Det samme sker også for ægtefællen. Og man slider også på sine bygninger og anlæg. Og hvis der ikke er udsigt til, at det peger fremad, er det jo ikke en løsning«.

- Handler det her ikke bare om, at du gerne vil have flere konkurser at tjene penge på?

»Det lyder forkert at sige, at jeg håber, at der bliver flere. Det ville være skønt, hvis svinenoteringerne steg med 5 kr. i morgen. Det ville jeg ønske for dem alle. Men jeg ønsker også, at man ville gå lidt mere kritisk til egen tilværelse og forholde sig til, om den situation, man nu er endt i, er noget, der kan bære hele vejen hjem. Og måske søger noget rådgivning og nogle friske øjne på ens tilværelse og forretning. Jeg håber ikke som sådan på nye konkurser. Det er på mange måder en menneskelig tragedie, hver gang det sker. Og det ønsker man ikke for nogen«.