Kystnære mini-vådområder i fare

Endnu en gang ruller debatten om opsamling af kvælstof, og mens regeringen strammer målene for den målrettede regulering, fordi man er bagud med at levere på de kollektive indsatser, er der nye problemer for netop de kollektive indsatser, dvs. minivådområderne.

Gårdejer Jens Simonsen kunne ellers både se fordele for ham selv, de frysende ænder i Lillebælt, besøgende i området og miljøet, da han besluttede sig for at ansøge om at etablere et kvælstofopsamlende minivådområde på en af sine marker.

Og mens både kommune og styrelse gav grønt lys til den 75-årige tidligere landmand, gik da galt, da Kystdirektoratet blev inddraget.

Skov ligger imellem

Anlægget, der skal have et vandspejl på 5.400 kvm, ligger nemlig 190 meter fra kysten og er derfor inden for den strengt håndhævede strandbeskyttelseslinje. Derfor har direktoratet varslet et afslag på Jens Simonsens ansøgning.

»Det ærgrer mig, og jeg kan ikke forstå det. Synsmæssigt generer det i hvert fald ikke, for man kan slet ikke se det fra kysten«, siger gårdejeren.

Mellem stedet, hvor Jens Simonsen vil lave sit minivådområde, og kysten ligger ud over en skov også en spejderhytte, Grænseborgen, og et pilerensningsanlæg, der renser spildevand.

»Jeg kunne nok forstå, hvis det var en høj silo eller sådan noget, men det er jo natur, der bliver etableret. Jeg mener i hvert fald, det er en stor fejl, hvis det bliver afvist på den baggrund«, siger Jens Simonsen, der stadig afventer en endelig afgørelse, som han har tænkt sig at appellere, hvis det bliver et afslag.

Kan miste effekt

Gårdejeren er langt fra den eneste, der har ansøgt om at etablere et minivådområde tæt på kysten. Omkring 10 pct. af de over 300 ansøgninger fra 2019 ligger inden for beskyttelseslinjen, fortæller chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer Erik Jørgensen.

Det er ikke tilfældigt. Jo tættere et minivådområde ligger på kysten, jo større et drænopland kan det nemlig rense.

»Nogle af de ansøgte minivådområder vil man kunne flytte længere ind i landet, men så ville man miste en stor del af effekten. Oplandskonsulenter og landmænd har valgt minivådområdernes placering for at få en stor effekt, men også for at opnå en forskønnelse af landskabet«, siger Erik Jørgensen, der kalder Jens Simonsens historie for et typisk eksempel:

»Det er enormt ærgerligt, og både landmænd og miljø taber, hvis cirka 10 pct. af alle ansøgningerne falder på det«.

Lad kommuner om det

Hos Seges og Landbrug & Fødevarer har man gennem længere tid været i dialog med Kystdirektoratet om problemet.

Indtil videre lyder det, at minivådområder ikke kan gøres til en generel undtagelse på linje med vindmøller, og derfor skal der søges dispensation hver gang. Og den er vel at mærke meget svært at få - endda selv om der måske ligger både en skov og en spejderhytte mellem kyst og minivådområde.

»I nogle tilfælde kan der være noget æstetik eller beskyttelse af stranden, som der skal tages hensyn til, og det er fair nok. Selvfølgelig skal alle anlæg vurderes grundigt, men det mener vi sådan set, at kommunerne allerede gør, inden de giver grønt lys«, siger Erik Jørgensen.