Den nu 47-årige cand.polit. Leif Nielsen kom fra energisektoren, da han i 2005 blev ansat i det daværende Landbrugsraadet. Formålet var det udtrykkelige, at han skulle opbygge en analyseafdeling, så rådet kunne deltage i samfundsdebatten med facts og analyser og sætte sit præg på dagsordenen. 1. april har han ti års jubilæum i Landbrug & Fødevarer.
Få år senere ramte den globale fødevarekrise. I debatten, som krisen affødte, fik Leif Nielsen en platform til at tale om, at landbruget ikke - som debatten kørte den gang - blot var en klods om benet på samfundet men et erhverv, som sammen med hele fødevareklyngen kan bidrage med vækst, udvikling - og fødevarer - til en voksende befolkning.
Som økonom med ansvar for at formidle de løsninger, landbrug og følgeerhverv kan bidrage med, var han den mest citerede i de hektiske år og mere synlig i mediebilledet, end han er i dag som kommunikationsdirektør. Men skiftet passer ham godt.
Han har det fint med at arbejde som arkitekt på strategien over for befolkning og beslutningstagere, der går ud på at overbevise dem om, at fødevareklyngen bidrager til samfundet.
»Ingen bryder sig om at være sammen med tabere. Sådan er det i vores individualiserede samfund, og derfor gælder det om at fremstå som den der kan løse fremtidens udfordringer - også selv om det går op ad bakke i perioder. Jeg er også glad for, at vi er nået så langt, som vi er i dag,« siger han.
Han holder fast i strategien med at debattere på samfundets præmisser og skabe lydhørhed for erhvervets ønsker ad den vej. Så til kritikerne, der efterlyser »mere bank i bordet« fra organisationerne, er beskeden fortsat, at han forstår det brændende ønske for markante sige-fra-handlinger, men betegner dem som noget der kun dur til at give sjælefred.
»Det giver luft men sjældent venner og aldrig resultater,« er den uforstyrrede kommentar fra jubilaren.
Han har selv været der. Han stammer fra en svineproduktionsejendom ved Faxe og fik det grønne bevis, inden han læste til cand.polit. på Københavns Universitet.
