Landdistrikternes Fællesråd konstituerer bestyrelse

Der er både kendte og nye ansigter i Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, der har udpeget to næstformænd og fordelt udvalgspladser.

Markant flere medlemmer, større aktivitetsniveau og stærkere interessevaretagelse. Landdistrikternes Fællesråd har vinden i ryggen og for at imødekomme den positive udvikling har bestyrelsen valgt at styrke formandskabet ved at konstituere sig med to næstformænd, Karsten Gram, der er opstillet til bestyrelsen af Aabenraa og Sønderborg Kommuner, og Grethe Saabye, der er opstillet til bestyrelsen af Lejre Kommune.

Formand Steffen Damsgaard udtaler: »Jeg er glad for, at formandskabet er blevet styrket og har fået en endnu bredere geografisk repræsentation - til gavn for organisationen, medlemmerne og borgerne rundt i landet. Jeg håber, det vil styrke organisationen, og ser frem til arbejdet i bestyrelsen og formandskabet«.

I forbindelse med årsmødet blev følgende nye medlemmer af bestyrelsen valgt; Hanne Lene Haugaard, formand for DGI Gymnastik & Fitness samt HB-medlem, Arne Haahr Hansen, landsrådsmedlem i Coop, medlem af Lokal- og Dagli’ Brugsernes Kæderåd samt formand for Dagli’ Brugsen i Tistrup, Anders K. Brandt, tidligere formand for Landdistriktsudvalget i Sønderborg Kommune samt Grethe Saabye, bl.a. formand for Udvalget for Erhverv og Turisme i Lejre Kommune.

Dermed består bestyrelsen i Landdistrikternes Fællesråd af: Steffen Damsgaard, formand (opstillet af LandboUngdom), Karsten Gram, næstformand (opstillet af Aabenraa og Sønderborg kommuner), Grethe Saabye, næstformand (opstillet af Lejre Kommune), John Brædder, bestyrelsesmedlem (opstillet af Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner), Klaus Høeg, bestyrelsesmedlem (opstillet af Landbrug & Fødevarer), Charlotte Kjær, bestyrelsesmedlem (opstillet af landsbyerne), Hanne Lene Haugaard (opstillet af DGI), Arne Haahr Hansen (opstillet af Coop) og Anders K. Brandt (opstillet af Sønderborg Landsbyforum).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle