L&F-jurist: Løftebrud, hvis 15-pct. regel forsvinder

Nye regler for familiehandler kan ende i forskelsbehandling af borgerne.

Et klart løftebrud med forligsaftalen om det nye ejendomsvurderingssystem«.

Chefkonsulent Maria Eun Elkjær, L&Fs erhvervspolitiske afdeling, lægger ikke fingre imellem, når hun skal vurdere skattemyndighedernes planer om at se bort fra den særlige +/- 15 procents regel. Det er den regel, der gælder, når en ejendom skal værdiansættes i en familiehandel.

Udtalelsen falder på baggrund af en artikel i sidste uges avis, hvor vi omtalte Skattestyrelsens planlagte ændring af styresignalet, der kan få stor betydning i forbindelse med generationsskifter. »Men sagen er ikke afgjort endnu«, fastslår Maria Eun Elkjær.

»Skattestyrelsen har modtaget en massiv mængde af negative høringssvar fra både L&F, Seges og mange andre erhverv- og interesseorganisationer. Dem har vi ikke fået svar på endnu, og principielt kan vi derfor heller ikke sige noget endegyldigt om de nye værdiansættelsesregler«.

Forskelsbehandling

Ændringscirkulæret skulle efter planen træde i kraft fra 1. juli, hvis altså der på det tidspunkt er en ny vurdering efter det nye ejendomsvurderingssystem. Men vurderingsstyrelsen har meldt ud, at de første nye ejerboligvurderinger udsendes løbende fra 1. juli og frem. På baggrund af Vurderingsstyrelsens meldinger må ejere af erhvervsejendomme forvente at få deres vurderinger fordelt over 2021.

»Derfor er et af vores kritikpunkter netop, at retsgrundlaget bliver forskelligt for den enkelte boligejer. I overgangen vil det være IT-systemmæssige tilfældigheder, der afgør virkningstidspunktet. Også derfor er det meget firkantet at bruge 1. juli som skæring«, pointerer Maria Eun Elkjær.

»Men hvis reglerne ændres, er der tale om et reelt løftebrud. Da den politiske aftale bag det nye ejendomsvurderingssystem blev aftalt i 2016, var det med det klare formål at opnå mere retvisende, præcise og ensartede vurderinger«.

»Hvis 15 pct.-reglen, der i mellemtiden er ændret til 20 pct., forsvinder, forsvinder et almindeligt anerkendt retskrav uden forudgående politisk drøftelse. Det er ikke sådan, vores retssystem bør fungere«, siger Eun Elkjær.

De foreslåede ændringer er ifølge L&F udtryk for en overfortolkning af en Højesteretskendelse fra 2016. Det drejede sig om en helt speciel sag i et dødsbo, hvor en arving kendte den faktiske handelsværdi, men i forbindelse med beregning af boafgiften alligevel ville anvende den væsentligt lavere offentlige værdi. Netop pga. de ’særlige omstændigheder’ ville Højesteret ikke anerkende, at den offentlig værdi blev lagt til grund.

Skat griber figenblad

Det figenblad griber skattestyrelsen nu ved at overfortolke – og udvide – forståelsen af ’særlige omstændigheder’.

Samtidig skelner skattemyndighederne ikke mellem overdragelse ved gave og overdragelse ved arv. Resultatet er, at det bliver borgeren, der kommer til at bære risikoen for, at vurderingen ender i et skøn.

»Det skaber ikke den nødvendige tryghed og forudberegnelighed, der ligger bag den politiske aftale. Et styresignal bør formuleres så enkelt og elegant, at omgåelsessituationerne ikke tolereres. Samtidig skal borgeren fortsat kunne anvende værdiansættelsesreglen i god tro uden frygt for en konsekvent ny skønsmæssig vurdering af skattemyndighederne«, siger Maria Eun Elkjær.

Faktaboks

Plus-minus regel giver ikke frit slag:

  • Siden 1982 har det været retspraksis, at Skat i familiehandler godkender værdiansættelse af landbrugsejendommen, hvis den ligger inden for plus/minus 15 pct. af den offentlige vurdering.
  • Det har ikke på noget tidspunkt været sådan, at parterne med de nuværende regler frit kan aftale en familiepris. Værdiansættelsescirkulæret foreskriver, at parterne kan anvende den offentlige vurdering +/- 15 pct., hvis den faktiske handelsværdi ikke kendes.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle