LHN bygger bro over grænsen mellem danske og tyske landmænd

I denne uge skulle fejringen af 100-året for Genforeningen være kulmineret med en stor folkefest på Dybbøl Banke. Festen er pga. corona udsat til 2021 og falder dermed sammen med et andet 100 års jubilæum: I 2021 er det 100 år siden, at landmænd med rødder i det tyske mindretal grundlagde den tyske landboforening LHN.

De to ting hænger sammen, forklarer Claus Erichsen, mangeårig planteavlskonsulent i LHN. For hvor de dansksindede sønderjyder fejrer den lykkelige »Genforening«, var »Afståelsen« i 1920 en sort dag i det tyske mindretal.

»Efter grænsedragningen følte de daværende små, tyske landboforeninger sig forladt og søgte sammen. Man ville beskytte sine egne«, siger Claus Erichsen.

Den tyske vinkel

Lige siden 1921 - med en dramatisk pause efter krigen - har LHN været kendt som den tyske landboforening, i dag med kunder og medlemmer både nord for og syd for grænsen. En mulighed, som den i LHN højt skattede Schengen-aftale har ført med sig. Den betød, at grænsen i 2001 blev åbnet, så sønderjyderne fik mulighed for at færdes ubesværet på tværs af grænsen. En kæmpe landvinding i LHNs øjne, som har styrket foreningens pro-europæiske indstilling yderligere. På det seneste har der dog været flere undtagelser, som LHN begræder.

Arbejdssproget i LHN er lige dele tysk og sønderjysk. Men ved de årlige generalforsamlinger hyldes det kulturelle særkende.

»Hvis vi ikke havde holdt fast i den tyske vinkel, skulle vi slet ikke eksistere. Så kunne vi lige så godt fusionere«, siger Jørgen Popp Petersen, der har været »spitze« i LHN i 20 år.

»Jeg har altid sagt, at så længe, jeg er formand, bliver beretningen holdt på tysk«.

Bygger bro

LHNs tyske vinkel betyder, at både Jørgen Popp Petersen og Claus Erichsen har tætte kontakter til landbrugs-organisationerne i Slesvig-Holsten og har fingeren på pulsen, når det går løs med demonstrationer og protester syd for grænsen.

»Vi gør meget ud af at være brobyggere begge veje, og som sådan bliver vi brugt af både Axelborg og Deutscher Bauernverband i Rendsborg«, siger Jørgen Popp Petersen.

LHN er også stedet, man kan henvende sig, hvis man vil forstå forholdene i tysk landbrug, som ikke er det slaraffenland, som danske landmænd i mange år har ment.

»Den tyske soproduktion er næsten blevet udkonkurreret af den danske, fordi de danske smågrise vælter ind. Det er en torn i øjet for de tyske bønder. De synes, de danske landmænd tonser af sted, mens de selv står med alle mulige krav til miljø og dyrevelfærd«, forklarer Jørgen Popp.

I front med det nye

Ud over rollen som brobyggere ser LHN sig som en forening, der tør være anderledes og gå imod strømmen. Historisk har foreningen bl.a. været i front med at introducere dyrkning af vintersæd i Danmark. Økologi har foreningen også været pionerer inden for.

Ellers er forskellene med tiden blevet mindre, mener de to. Man læser en tysk avis og ser Tatort og tysk TV og er med i det tyske foreningsliv. Men hvor det for få årtier siden var utænkeligt, at LHN medvirkede i en ejendomshandel, hvor en tysk gård blev solgt ud af mindretallets kreds, er den tid forbi, mener Claus Erichsen.

»Nu er det alles kamp mod alle«, siger Jørgen Popp.

Det sorte kapitel

Når LHN i 2021 runder de 100 år, er en kedelig parentes regnet med, for efter 2. verdenskrig lå foreningen reelt stille i flere år.

Besættelsen fik mange i det tyske mindretal til at øjne en chance for at få revideret grænsen på ny. Mange sympatiserede med og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Det kom til at koste dem dyrt efter krigens afslutning, hvor mere end 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev interneret i Fårhuslejren - et andet navn for Frøslevlejren, hvor danske modstandsfolk sad under krigen.

Opgøret betød, at en stor del af LHNs medlemmer og konsulenter blev anholdt og interneret i Fårhuslejren i flere år, mens koner og børn måtte klare det på bedste beskub derhjemme.

»Breve og dagbøger fra den tid handler meget om, hvordan landbruget derhjemme skulle drives: Husk nu, at i den mark skal der rug, og i den skal der byg. Men der er også mange historier om, hvordan de efter at være kommet hjem efter flere år, er spadseret over til naboen for at blive gode venner igen. Det har været en stor ting«, siger Jørgen Popp.

I dag har de bitre følelser på begge sider fortonet sig og i følge Jørgen Popp har Tyskland sjældent været mere populær i Danmark end nu.

»Jeg fejrer ikke »Genforeningen«, men jeg klapper i hænderne, fordi er lykkedes at få en god udvikling i Sønderjylland trods alt det skrammel, der har været ind imellem«.

»I øvrigt er man ikke nødvendigvis enig i alt i Tyskland, bare fordi man tilhører mindretallet«.