Limousine-producenter nyder godt af ekstra højt Unik-tillæg

Limousinekalve afsat til konceptet Limousine Unik hjembragte i 2012 et tillæg på 4,05 kr. pr. kg.

De limousineproducenter, som leverer kalve til konceptet Limousine Unik, gnider sig godt i hænderne i denne tid.

Selvom foderpriserne er steget til ukendelige højder, er oksekødprisen fulgt med, og tillægget for at producere gode kalve til Limousine Unik er historisk højt.

Sidste år fik producenterne således udbetalt et tillæg på 4,05 kr. pr. kg for godkendte kalve på kontrakt. Det svarer til 1.200-1.300 kr. pr. kalv.

Producent: Det kan mærkes

Jørn Højgaard Sørensen, Vrinners på Mols, er med i bestyrelsen for Limousine Unik og leverer selv ca. 25 kalve om året til konceptet. For ham betyder det høje tillæg en merindtjening i størrelsesordenen 30.000 kroner.

»Det kan da bestemt mærkes på den samlede økonomi, og kravene, vi skal overholde, er ikke strikse. Samtidig ser det ud til, at efterspørgslen efter kalvene fortsætter med at stige,« siger han.

Det er primært supermarkedskæden Irma, som aftager kalvene, der slagtes på Danish Crowns anlæg af datterselskabet Friland A/S.

Jævn leverance af kalve

1.097 kalve blev godkendt til Unik i 2011/2012, og ifølge Jørn Højgaard Sørensen er 95 procent af dem tyrekalve.

Selvom der traditionelt set slagtes flest kødkvægskalve i forårsmånederne, er kalvene på Unik-kontrakt fordelt ud over året. Således anslår Jørn Højgaard, at der slagtes 100 kalve til konceptet om måneden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle