McHale skifter importør

TBS Maskinpower har fået importen af McHale i Danmark. Salget fortsætter gennem MI-forhandlere.

McHale-importen i Danmark har holdt flyttedag. Ud er gået Maskinhandler Indkøbsringen (MI), og ind er kommet TBS Maskinpower, der via et nyt selskab, TBS Import, har fået importen af de grønne maskiner med hjemstavn i Irland.

»Vi har været i dialog med McHale siden vinteren med henblik på at overtage importen. MI har via Kuhns opkøb af Vicon haft Kuhn-pressere som hovedmærke i kataloget de seneste par år, og derfor var der et ønske fra McHale om at finde en ny importør,« fortæller Peder Paugan, sælger hos TBS Maskinpower, der sammen med Asbjørn Andersen skal stå for mærket i Danmark.

TBS Import har valgt at lade salget af McHale fortsætte via MI’s forhandlere, der sammenlagt tæller over 50 udsalgssteder.

Dermed bliver TBS Maskinpower, som selv er MI-forhandler, også forhandler af McHale via TBS Import.

»TBS Import er dannet for at give sælgere hos TBS og sælgere hos andre forhandlere nøjagtigt de samme betingelser. Det er nemmere at styre, når import-selskabet sælger til TBS Maskinpower og andre forhandlere i stedet for at blande det hele sammen i TBS Maskinpower,« fortæller Asbjørn Andersen.

»Jeg er ikke nervøs for, at presserne drukner hos forhandlerne, når de nu ikke længere importeres af MI. De forhandlere, der har arbejdet med McHale hidtil, ved, hvilken kvalitet der ligger bag, og vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at øge salget,« siger Asbjørn Andersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle