LandbrugsAvisen har mistet en trofast læser. Tidligere redaktør og administrerende direktør Niko Wiegman døde i sidste uge af en kræftsygdom, 84 år. Selv om han gik på pension for længe siden, fulgte han stadig med i bladets liv og levned.
Når Niko Wiegman begraves, vil kisten blive fulgt af en lille flok tidligere medarbejdere på Landsbladet, som LandbrugsAvisen hed engang. I årtier oplevede masser af ansatte Niko Wiegman som en engageret og omsorgsfuld chef. Relationer der siden har udviklet sig til venskaber, årlige julekort og opringninger.
Landsbladet blev på mange måder synonymt med Niko Wiegmans liv i Danmark. Kærlighed til danske Dorthe bragte ham i 1954 til landet. Han var hollænder og uddannet agronom, og hans passion var ud over landbrug at skrive. I 1956 begyndte han at levere artikler til det da helt nyfødte Landsbladet. I begyndelsen dog med lidt sprog-korrektur fra Dorthe. Jobbet som freelancejournalist tog hurtigt så megen tid, at døgnet havde for få timer til også at klare det lille landbrug, Dorthe og Niko Wiegman ellers havde købt i Jylland. Så de solgte for at lede efter et større, hvor de kunne aflønne en medhjælper. Men fast job på Landsbladet overhalede de planer.
Det var på det tidspunkt, da diskussionen for og imod EF bølgede, og Niko Wiegman fik EF-stoffet som ansvarsområde. Han havde som barn oplevet krigens rædsler under tyskernes besættelse af Holland og var ikke i tvivl: Et politisk samarbejde mellem de europæiske lande ville være garant for fred i Europa, og et fælles marked ville øge mulighederne for dansk landbrug som eksporterhverv.
Landsbladet blev Niko Wiegmans arbejdsliv. I 1977 sagde han ja til at blive administrerende chefredaktør og styrede med fornuft økonomien de følgende år. Fra 1986 valgte han at koncentrere sig om den administrative rolle, og to år senere gik han på pension. Noget af det, Niko Wiegman selv fremhævede, var de mange studieture, han arrangerede for bladet. I 16 år åbnede hans ture verden for danske landmænd.
Landsbladet var fuldtidsjob. Men udtrykket "flyvende hollænder" fik om muligt en ekstra tak, da han blev pensionist. Niko Wiegman gik på Folkeuniversitet, han og Dorthe var aktive hjælpere for Sjællands Symfoniorkester, de smuttede lige en tur med Politiken til Skagen og holdt sankthans. Børn, børne- og oldebørn blev inviteret på kanaltur i Holland, og dyrskuepladsen i Roskilde fik flere år i træk besøg, når børnebørnene var til festival. Der var også altid en ledig stol til dem, der kiggede forbi lejligheden på Frederiksberg.
Ud over det var Niko Wiegman besøgsven for Ældre Sagen i over 20 år. Han rejste for egen regning til både Nyborg og Skåne for at hjælpe og besøge langtids-indespærrede hollændere i fængsler, og indimellem havde han job som tolk for politi og retssystemet.
"Niko" er død. En usædvanlig retlinet og betænksom person, der mødte alle med et åbent og imødekommende sind, er her ikke mere. Og et helt specielt parløb mellem mand og job er slut. Men den ene del af det private parløb er her stadig. Nu er det Dorthe Wiegman, der kan fortælle de gode og sjove historier fra og om de mennesker, der over tid har rundet Landsbladet. Hun var nemlig med hele vejen!
Mindeord af Karin Ravn og Svend Erik Hansen, tidligere kolleger på Landsbladet, nu LandbrugsAvisen.
Niko Wiegman begraves 15. maj 11:00
fra Grøndalskirken, Nyelandsvej 51, 2000 Frederiksberg
