Nutrimin: For høj dumpegrænse for lysin

Torben Nielsen, Nutrimin, skyder med skarpt mod foderstofloven.

»En grænse for underindhold på 30 procent før en prøve dumper hører fortiden til.«

Så skarpt trækker salgsdirektør hos mineralvirksomheden Nutrimin Torben Nielsen sin holdning op.

Baggrunden er, at en foderblanding først dumper, hvis den indeholder 30 procent mindre lysin end angivet på indlægssedlen.

Torben Nielsen kalder grænsen et levn fra fortiden. Og et levn som branchen burde arbejde på at få afskaffet, men som den samme branche måske ser sine fordele i at fastholde.

»Med det doseringsudstyr, der findes på foderfabrikkerne i dag, skriger det til himlen, at vi har en latitude på 30 procent, før en prøve dumper,« mener Torben Nielsen.

En latitude på 30 procent havde måske sin berettigelse for 30 eller 40 år siden, hvor blandesikkerheden og doseringsudstyret var af langt ringere kvalitet.

Forslag: Tre procent

Han mener, latituden sagtens kan sættes ned fra 30 til blot to-tre procent.

»Ingen bør ramme mere end tre procent ved siden af målet i dag,« siger han.

Han erkender, at branchen ikke selv har skubbet på for at få latituden indsnævret.

»Hvis man vil snyde svineproducenterne og blande mindre lysin i sit foder, end man angiver, så kan man gøre det med lille risiko for at få en dumper,« forklarer han.

Torben Nielsen mener ikke, der i denne sammenhæng er forskel på, om man som grovvarevirksomhed leverer færdigfoder, tilskudsfoder eller - som Nutrimin - mineralblandinger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle