Ny tvivl om regler for dyretryk rammer vestjysk landmand

Et flertal i Natur- og miljøklagenævnet vil se stort på Miljøstyrelsens vejledning i en husdyrsag.

Vækstlystne landmænd åndede de fleste steder i landet lettet op efter at Miljøstyrelsen i marts endelig fik opgjort dyretrykket. Det så nemlig ud til, at man stadig kan udvide sin husdyrproduktion i de fleste vandoplande.

Men nu har Natur- og miljøklagenævnet lavet et udkast til en afgørelse i en sag, så det alligevel ser sort ud mange steder. Et flertal på tre ud af fem i Natur- og miljøklagenævnet har nemlig besluttet ikke at følge Miljøstyrelsens vejledning med hensyn til dyretryk. Det kommer som en stor overraskelse efter at klagenævnet sidste efterår efter stor tumult lovede at følge vejledningen i deres afgørelse.

Ifølge loven kan man ikke kan udvide på normale vilkår, hvis dyretrykket i et vandopland er stigende siden 2007. Men på grund af usikkerhed på opgørelsen af dyretryk kan man ifølge Miljøstyrelsens vejledning udvide, hvis dyretrykket ikke er steget mere end fem procent, men de grænse vil klagenævnet ikke acceptere.

L&F målløse

Landbrug & Fødevarer er fuldstændig målløse over at klagenævnet ikke vil anvende Miljøstyrelsens vejledninger.

"Det er uhørt og helt urimeligt," siger miljøchef Anette Christiansen.

Hun peger på at reglerne er meget restriktive.

"Efter min overbevisning er Miljøstyrelsens vejledning den mest fornuftige og administrerbare løsning, og der er lagt stor vægt på, at der ikke gås på kompromis med miljøbeskyttelsen," siger hun.

Løsning haster

Hvis klagenævnet træffer deres endelig afgørelse i modstrid med Miljøstyrelsens regler finder Anette Christiansen det helt essentielt, at der meget hurtigt findes en løsning, så sagsbehandlingen ikke går i stå i kommunerne.

"Vi kan ikke vente på en eventuel domstolsafgørelse, som vil tage flere år," siger hun.

Derfor vil Landbrug & Fødevarer hurtigst muligt trække i arbejdstøjet og gå i dialog med Miljøstyrelsen om at finde en holdbar løsning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle