Nye priser på gødnings- midler

Så er det endelig farvel til prismærkerne på planteværnsmiddel-dunkene. Nogle vil nok sige, at det er en befrielse, at man ikke længere skal se på de høje priser på kapslen, når man skruer den af en tidlig morgen og hælder produktet i sprøjten. Synligheden af de høje priser kan næsten ødelægge humøret resten af dagen. Et prismærke var ens for et produkt, uanset hvem der solgte det. Det var ikke tilladt at sælge til en højere pris, end mærket angav. En sådan ensartethed har vi ikke længere.

Sammenligning af rabat

De listepriser, der føres hos de forskellige forhandlere, er helt forskellige, og derfor giver det ikke mening at sammenligne den rabat, man tilbydes hos forskellige forhandlerne. Rabatter gives naturligvis ud fra omsætningen, men det er også mit indtryk, at et godt handelstalent er vigtigt. En stor omsætning gør det ikke alene. Størrelse af rabat på listeprisen ligger ofte på et to-cifret tal, og de bedste kan i nogle firmaer nærme sig de 20 procent. Hvis man bliver totalt afvist, når man beder om rabat, er det nok tid at finde en indkøbsklub. Indkøbsklubberne gør det rigtig udmærket og kan sagtens tjene gebyret hjem.

Faste ”netto”-priser

Flere af de små aktører (fx BMG, ATR) kører med »netto«-priser. Et udtryk der angiver, at prisen er fast, og at man i øvrigt som regel kan få tilsendt en liste over de enkelte produkters pris. Min erfaring er, at hvis ordren er stor nok, kan der også gives lidt rabat hos disse firmaer. Mindre avlere, som har svært ved at opnå rabat hos de store firmaer, kan med fordel bestille hos firmaer med netto-priser.

Billigere og dyrere midler

Omlægningen af afgiften medfører som bekendt, at nogle midler får en højere afgift. Og andre en noget lavere. Bliver sidstnævnte midler så billigere? Desværre er der talrige eksempler på, at salgsprisen ikke falder tilsvarende. Et af de værste eksempler er sneglegift, der består af det simple mineral, jernfosfat.

Da det ikke anses for giftigt for andet end snegle, er afgiften nu ubetydelig, hvorimod den tidligere trak den højeste afgift, da produktet sorterede under insekticider. Markedsprisen er stadig den samme som før omlægningen af afgiften. Et klart eksempel på, at branchen øger avancen på de produkter, hvor en dårlig konkurrence gør det muligt. Og der er intet, man som køber kan gøre. Men fri os i det mindste for udmeldingerne om, at afgiftsomlægningen bliver stort set uden økonomisk betydning for planteavleren.

En solstrålehistorie er prisen på Hussar og Broadway. De to produkter konkurrerer om pladsen som ukrudtsmiddel i vinterhvede, og konkurrencen er åbenbart så god, at afgiftsfaldet er slået direkte igennem med et prisfald på ca 30 pct. Tilsvarende er afgiften på produkter som Ally og Express lempet, og der er masser af kopiprodukter, som holder prisen nede.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle