Ordføreren, der selv har lavet kvælstofmodeller

Og så elsker Maria Reumert Gjerding roen i en kostald.

Bølgerne går højt, når Folketinget diskuterer kvælstofmodeller. Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten, føler sig særlig på hjemmebane på det punkt. Hun har nemlig en uddannelse som miljøplanlæger fra RUC i bagagen.

»Jeg har selv ligget i en mark og gravet sugeceller ned i jorden og lavet computerbaserede kvælstofmodeller«, forklarer hun.

Som barn gik hun på Rudolf Steinerskole i Gentofte og elskede, når de skulle på landmandsbesøg. Familien tog også på bondegårdsferie.

»Jeg har altid elsket naturen. Gør man det, holder man også af at besøge et landbrug«, siger hun.

Det bedste minde, hun har fra landbruget, er de gange, hun har været med til at lukke køer på græs.

»Der er en særlig fred og ro i en kostald. En hyggelig gumlen, et muh og tillidsfulde dyr, der gerne vil kløs på panden«, siger hun.

Hendes to børn på 8 og 10 år kommer da også med, når der er økologisk høstmarked, eller når familien skal ud at hente en kvart ko og en halv gris til eget forbrug.

»De ser de dyr, de skal spise, og det taler vi om, og så ved de, at kød er fra dyr og ikke bare fra en køledisk. De får mulighed for at køre traktor med bondemanden og se den rigdom, der bliver skabt på marken«, siger hun.

Stort set alt i familien bliver købt økologisk. Mindst 90 procent, vurderer Maria Reumert Gjerding. Kun hvis det ikke findes økologisk, og hun skal bruge det, køber hun konventionelt.

»For mig handler det om at undgå sprøjtegiftrester. Det vil jeg ikke have noget af. Overhovedet. Og når jeg arbejder politisk for mere økologi, må jeg jo også købe det«, siger hun.

Faktaboks

Blå bog

  • Maria Reumert Gjerding, 39 år
  • Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2015
  • Miljøordfører, klimaordfører, landbrugsordfører, grøn omstilling-ordfører, dyrevelfærdsordfører, familieordfører og demokratiordfører.
  • Cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier, RUC 2006
  • Miljøpolitisk rådgiver for Enhedslisten fra 2008 til 2015.
  • Administrationschef, Biosa Danmark, fra 2007 til 2008.
  • Opvokset i København NV, bor i dag i Gladsaxe
  • Gift med Christoffer. Mor til Tristan og Julius på 8 og 10 år
  • På valg som præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle