Otte år i bestyrelsen må være nok

Efter 14 år i landbrugets organisationer og otte år som formand for VFL og i L&Fs bestyrelse har Jens Ejner Christensen besluttet ikke at genopstille til Landbrug & Fødevarers bestyrelse.

Han har været formand for LRØ i en periode, hvor fire centre blev samlet til et, og hvor omsætningen steg til 100 millioner kr.

Som formand for Landcentret - senere Videncenter for Landbrug - har han været med til at placere centret i en helt ny sammenhæng og til at køre en ny direktør ind.

Jens Ejner Christensen har været aktiv i landbrugspolitik, nærmest siden han overtog Stormgaard ved Jelling i 1995.

Men nu er det slut.

»Jeg genopstiller ikke til Landbrug & Fødevarers bestyrelse. Otte - ni år i en bestyrelse er nok. Nu skal der være plads til ny inspiration, meget gerne fra yngre landmænd,« begrunder han sin beslutning. Siden efteråret 2010 har han været folketingskandidat for Venstre i Vejle Nord-kredsen, og han er medlem af Vejle byråd og formand for byrådsgruppen.

Det bliver da også i generel politik, han i fremtiden vil bruge sin kræfter.

Og, nej: Beslutningen om ikke at genopstille har absolut intet at gøre med, at han ikke blev formand for Landbrug & Fødevarer i 2008, da han tabte et kampvalg til Niels Jørgen Pedersen.

»Demokratiet har talt, og det er noget af det mest charmerende ved vores system,« slår han fast.

»Jeg er glad for, at jeg holder på et tidspunkt, hvor der er genskabt stabilitet i den samlede organisation efter nogle turbulente år med finanskrise og kritik fra Bæredygtigt Landbrug,« siger Jens Ejner Christensen.

Selv giver han ikke meget for en tankegang om, at landbruget skal slå sig igennem.

»Vi skal argumentere med faglighed for, at vi skal være her, og at vi kan lave verdens bedste fødevarer på den mest miljøvenlige måde,« siger han.

Hånden på kogepladen

Blandt de mange ting, som Jens Ejner Christensen har været glad for i sit arbejde med landbrugspolitik, er den direkte forbindelse mellem organisation og det enkelte landbrug.

»Jeg lægger vægt på selv at deltage i produktionen herhjemme. Det er unikt i vores organisation, at man har hånden direkte på kogepladen,« siger han.

En forbindelse, han vil bevare, hvis han skulle blive medlem af Folketinget.

»Jeg kunne ikke finde på at stille op i en anden kreds, som jeg ikke har tilhørsforhold til, bare fordi den er sikker. Jeg vil arbejde med udgangspunkt i det lokale område,« understreger han.

Man skal gribe chancen

For Jens Ejner Christensen er sporskiftet til »rigtig« politik også udtryk for en filosofi om, at man skal gribe chancen, når den er der.

»Jeg har kørt to spor i de sidste fire år i bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer og som byrådsmedlem. Det her er et signal om, at jeg fremover vil koncentrere mig om det politiske. Vi mangler politikere, der har en anden tilgang end den akademiske,« understreger han.

At det kan lade sig gøre privat hænger sammen med, at svineproduktionen er lagt ind i et A/S med kollegaen Per Rasmussen.

»Og så har vi nogle fantastisk dygtige folk,« siger Jens Ejner Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle